Udland

Bangladesh-kollaps: 149 personer er stadig savnet

En general fra landets hær siger, at 149 stadig kan ligge begravet under den kollapsede bygning nær Dhaka.

Bangladesh-kollaps: 149 personer er stadig savnet

Redningsarbejdere har i over en uge arbejdet på at finde overlevende efter det voldsomme bygningskollaps i Bangladesh sidste onsdag, og selvom de allerede har talt over 400 ofre, frygtes mange flere lig at dukke op fra murbrokkerne.

Således siger en general fra landets hær, at 149 personer stadig er oplistet som savnede, efter at den otte etager høje fabriksbygning kollapsede nær hovedstaden Dhaka.

General Chowdhury Hasan Suhrawardy siger til journalister, at lokale myndigheder har lavet en liste over navne med hjælp fra pårørende.

- Og den liste har 149 navne, siger han ifølge AFP.

Oplysningen er imidlertid ikke bekræftet af andre kilder, og da avisen Bangkok Post skriver, at lokale myndigheder oplyser, at flere end 600 personer endnu ikke er dukket op efter ulykken, må tallene tages med forbehold.

Hundredvis af pårørende befinder sig stadig ved katastrofestedet, mens de venter på nyt.

Ifølge flere af de overlevende fra kollapset blev der opdaget sprækker i bygningen tirsdag i sidste uge, hvilket resulterede i en evakuering af bygningen.

Dog blev de 3000 arbejdere beordret tilbage på arbejde onsdag, hvorefter bygningen styrtede til jorden.

Siden har redningshold arbejdet døgnet rundt på katastrofestedet, og hver dag er dødstallet steget. Over 2000 mennesker er blevet kvæstet.

I alt er syv personer blevet anholdt i forbindelse med kollapset: Ejeren af bygningen, fire fabriksejere og to ingeniører. Politiet leder stadig efter en femte fabrikschef, som efter sigende er spansk statsborger.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.