Bangsbo Botaniske Have fester for 25 år
Haven er større, smukkere og mere varieret end nogensinde

Galleri - Tryk og se alle billederne.
FREDERIKSHAVN:Det var i 1988, at Herluf Johansen havde for lidt plads i sin egen have og derfor fik idéen til Bangsbo Botaniske Have.
Eller det var de daværende byrådspolitikere, der havde et ønske om at forskønne den viltre have.
Eller det var Bangsbo Museum, der var lidt kede af, at haven og parken omkring selve gården var ved at gro til.
Det er ikke til at vide, hvilken version, der kommer tættest på virkeligheden, men fakta er, at i år kan Bangsbo Botaniske Have fejre 25 års jubilæum.
Det gøres på forskellige måder. På fredag den 29. november klokken 13 er der reception i Gartnerhuset i haven. For at være i stand til at byde alle gæster velkommen, bliver der opstillet pavilloner uden for gartnerhuset. Samme aften er der jubilæumsfest i Møllehuset.
I forbindelse med jubilæet er der desuden udgivet et festskrift, hvor ni personer ønsker tillykke med hver deres historie om den botaniske have. Det er et flot og spændende skrift, der giver et indblik i udviklingen siden slutningen af 80’erne.
For 50 kroner kan man også købe en jubilæums-dvd med filmsekvenser fra 80’erne og 90’erne. Her kan man blandt andet se en ung byrådspolitiker og nuværende formand for Bangsbo Freja, Anders Gram Mikkelsen ved indvielsen af den hvide bro.
I flere filmsekvenser optræder Herluf Johansen, der altså også dengang var allestedsnærværende. Han var og er en ildsjæl i Bangsbo Botaniske Have. Han har titel af næstformand i bestyrelsen - arbejdende næstformand kunne man kalde ham, for hver eneste dag er han i haven for at være med til at etablere nye afdelinger eller passe de eksisterende anlæg.
I det daglige er det dog gartner Ellen Ræbild, der som lønnet medarbejder styrer det meste og selv knokler i haven.
Formand for Bangsbo Botaniske Have er Egon Svendsen.
- I 1988 blev der lagt en plan for udviklingen af den botaniske have, og vi er stolte over at have nået det meste, selvom det ikke helt er sket i den rækkefølge, det blev planlagt, fortæller Egon Svendsen.
Nu mangler reelt ”kun” afsnittet ”Danmarks vilde planter”, men der mangler penge. Dels koster det selvfølgelig at anlægge en en helt ny sektion, dels kræver det mere og mere arbejdskraft at passe det eksisterende - der på det seneste er udvidet betydeligt. Verdens største spaltebed findes for eksempel i Bangsbo Botaniske Have, og i løbet af 2013 er sø- og sumpprojektet færdiggjort.
Derfor er bestyrelsen enige med Ellen Ræbild i, at man skal vente med ”Danmarks vilde planter” til der er råd til at ansætte mere personale.
Jubilæumsgaverne er begyndt at strømme ind. Forleden kom en af de gode naboer, Bangsbo Freja, med en stor gruppe af de yngste fodboldspillere for at plante deres gave - fem enebær.
Som tak fik de - som alle andre givere - et skilt på havens ”pengetræ”.
- Uanset om man støtter med et lille eller stort beløb, får man tak og anerkendelse med et skilt på det træ, som allerede nu repræsenterer en værdi af over 1 million kroner, fortalte Herluf Johansen.
Bangsbo Botaniske Haves ønskeseddel til jubilæet er kort og præcis: Bystedlamper - eller pengebeløb til samme.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.