EMNER

Bank: Boliger ni procent mere ned

KØBENHAVN:Priserne på boliger vil rasle ned de næste to år. Realkreditrådet har netop offentliggjort den nyeste opgørelse over antallet af boliger til salg. I september var mere end 65.000 boliger til salg på nettet. Der er færre lejligheder og flere huse til salg, men økonom Tore Damgaard Stramer, Danske Bank vurderer, at priserne vil pege snuden mod gulvet. - Vi forventer fortsat et prisfald på 4,5 procent i 2008 og yderligere 4,9 og 1,2 procent i henholdsvis 2009 og 2010. - Men den massive stigning i udbuddet af boliger til salg kombineret med et stigende renteniveau og en økonomi i afmatning bekræfter risikoen for, at vi kommer til at se endnu større prisfald, end vi tidligere har lagt op til i vores prognose, udtaler økonomen i en kommentar til Realkreditrådets opgørelse. Han tilføjer, at udgangspunktet er godt, for ledigheden er fortsat lav, og der er udsigt til lønstigninger. /ritzau/