Bank går den modsatte vej
Da Danske bank og Spar nord lukkede deres filialer, stod bydelen Gug uden en bank. Nu rykker en ny bank ind i området

Direktør Morten Juhl kan i starten af december åbne filialen på Gugvej. Her havde Danske Bank tidligere adresse, men storbanken trak sig ud af området tidligere på året. Foto: Claus Søndberg Pressefotograf Claus Søndberg
GUG:Banksektoren er under hastig forandring i de her år, hvor filialer lukkes, og bankdriften centraliseres. Dog ikke hos Arbejdernes Landsbank.
Banken har i flere år haft tre afdelinger i Aalborg-området, og i starten af december åbner en fjerde.
Banken har købt de lokaler på Gugvej, hvor Danske Bank tidligere havde adressen. Danske Bank lukkede ned tidligere i år, og også Spar Nord trak sig ud af bydelen. Det har blandt andet betydet, at der ikke længere var bankautomat i området.
Med Arbejdernes Landsbanks åbning er der igen adgang til en bankautoamt, men banken har sit fokus rettet mod børnefamilier, og den fysiske tilstedeværelse skal primært udnyttes til personlig rådgivning.
Et område hvor banken mener at kunne hente nogle af de kunder, som falder fra Danske Bank og andre store banker.
Desuden mener banken, at Gug er område, hvor flere flytter til, og som har et stort opland, der søger mod bydelen.
Den tendens vil blive forstærket, mener banken, når Egnsplanvejen kommer, og der bygges nyt universitetshospital i nærheden.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.