Tyverier

Bank-indbrud i Sæby, Hørby og Østervrå

SÆBY/HØRBY/ ØSTERVRÅ:Det hører til sjældenhederne, at indbrudstyve bevidst går efter småpenge. Men sådan har det været ved tre indbrud i banker i Sæby, Hørby og Østevrå. Natten til tirsdag brød en eller flere tyve ind i Spar Nord i Sæby og natten til onsdag skete det samme i Hørby Sparekasse og Spar Nord i Østervrå. - Tyvene er kommet ind gennem et vindue i bygningen, og har forsøgt at tømme mønt-tælleren. Tyvene fik dog ikke noget med sig, for mønt-tællerne var tomme. Det fortæller direktør Steffen Nørgaard fra Spar Nord om indbruddene i Sæby og Østervrå. - Alarmsystemet virkede som det skulle, og vi har afleveret bankens videooptagelser til politiet, siger Steffen Nørgaard. På billederne fra overvågningskameraet kan man se mindst en person. Det oplyser Sæby Politi. I Hørby kom tyven ind gennem bagdøren, og også her har tyven forsøgt at tømme mønt-tælleren. Heller ikke her lykkedes det, da maskinen var tom. I stedet stjal tyven et tv fra banken. Selvom politiet har nogle spor at gå efter, vil man gerne høre fra folk, som har set noget mistænkeligt. - Måske er der nogen, som får tilbudt at veksle sedler til en god kurs, siger politiinspektør Jørgen Hansen fra Frederikshavn Politi.