Bank-kunde udsat for røveri

PÅ LUR Havde lige hævet 25.000 kroner, da han blev overfaldet

AALBORG:To røvere havde i går held til at slippe af sted med 25.000 kroner efter et røveri på åben gade i Aalborg, hvor de overfaldt en bankkunde. Kunden - en 24-årig mand - havde lige været inde i Danske Banks Østerågade-afdeling, hvor han havde hævet de mange kontanter. Inden han forlod banken havde han talt sedlerne op stukket dem i en lomme. Fra banken gik han direkte til Lille Kongensgade, hvor han havde parkeret sin bil. På vej hen til bilen blev han råbt an af to mænd og vendte sig om. Mændene tog fat i ham, pressede ham op imod en husmur og krævede at få hans penge. Efter noget tumult fik de fat i pengene og løb deres vej. Selv om politiet blev alarmeret, lykkedes det ikke at finde røverne i området. Begge gerningsmænd beskrives som arabere - cirka 25 år. A er 190 cm høj, almindelig af bygning og har et smalt ansigt og kort, sort hår. Han var iført en dunjakke og mørke bukser. B er 170 cm høj og kraftig af bygning. Han er skaldet/kronraget og har mørke øjenbryn. Han var iført en rød skatertrøje med hvid eller sort skrift på brystet. Desuden var han i mørke bukser. Politiet har kontrolleret, at pengene er hævet i banken, men man har ingen ide om, hvorfor de to gerningsmænd var klar over, at ofret var i besiddelse af et større kontantbeløb. Hvis nogen kan hjælpe med oplysninger, kan Aalborg Politi kontaktes på telefon 96 30 14 48.