Bank og advokater på eternitten
Udviklingen tager fart med flere nye aktører på det gamle industriområde
AALBORG: Jutlander Bank opruster i Aalborg. Banken, der er en fusion mellem Sparekassen Himmerland og Sparekassen Hobro, åbner i 2016 nyt rådgivningscenter på eternitgrunden.
Banken får adresse i Fronthuset, der er et nyt erhvervsbyggeri i syv etager, som developerfirmaet Søren Enggaard A/S opfører. Banken får adresse på nederste etage, mens advokatfirmaet Storm flytter ind på etager over og samler flere firmaadresser i et nyt firmadomicil.
- Et af formålene med fusionen var at få muskler til at gøre os gældende i et vækstcenter som Aalborg, hvor begge sparekasser var til stede i forvejen, fortæller Per Sønderup, ordførende direktør i Jutlander Bank.
Lukker på Boulevarden
Den himmerlandske bank har i dag tre afdelinger i Aalborg. I City syd, på Nytorv og få hundrede meter derfra på Boulevarden. Når banken åbner center på eternitgrunden, lukkes afdelingen på Boulevarden, mens adresserne på Nytorv og i City Syd opretholdes.
Skibet blev til Fronthuset
Oprindelig var tanken at opføre en ejendom med 10.000 kvadratmeter, men byggeplanerne er det seneste justeret ned til 6.000 kvadratmeter. Til gengæld bliver der plads til et andet byggeri bag Fronthuset.
Første spadestik til byggeriet tages i marts 2015.
Lige nu er der også gang i byggeriet af ungdomsboliger og en ny Fakta på eternitgrunden, hvor det i forvejen er muligt at gøre sine dagligvareindkøb hos Føtex og Netto.
Desuden har Funcenter ApS netop besluttet at flytte ind i en eksisterende lagerhal ved siden af Leos Legeland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.