Bankboks-kup blev filmet

Vidne begyndte at filme, da han hørte gummiged brage ind i facade i Brønderslev

Arkivfoto

Arkivfoto

BRØNDERSLEV:Under andendagen i retssagen mod tre mænd, der er tiltalt for et bankboks-kup i Brønderslev i april sidste år, blev der afspillet en video, der viste hvad der skete natten til 17. april.

Et vidne begyndte nemlig at filme, da han hørte en gummiged bragede ind i facaden på banken i Brønderslev. Optagelserne begynder umiddelbart efter, at gummegeden har gravet bankboksen ud af banken.

Her ser man, at gummigeden kører hen til en ladvogn og er ved at læsse bankboksen af, da en patruljevogn ankommer til stedet. Gummigeden påkørte efterfølgende patruljebilen og tyvene stak af.

Det var dog umuligt at identificere personerne på videoen, der var filmet på afstand.

Indbrud i tre andre banker

Anklager Jette Rubien forsøgte forinden at dokumentere, at de tre tiltalte forud for gummiged-kuppet havde lavet indbrud i tre andre banker som afledningsmanøvre.

Den påstand protesterede forsvarerne dog imod og fremhævede, at der hverken er fundet DNA eller fingeraftryk fra de tre tiltalte på nogen af gerningsstederne, ligesom der heller ikke er fundet tekniske spor fra bank-bokskuppet i Brønderslev.

Forsvarer Bettina Antitsch Mortensen understregede også, at det var umuligt for de tre mænd at have begået de tre forudgående indbrud.

Indbruddene er sket i henholdsvis Aabybro kl. 04, og blot 10 minutter senere i Taars, der er over 30 kilometer væk, og endeligt i Klokkerholm 17 minutter senere.

Nægter alle anklager

De tre tiltalte nægtede i retten ethvert kendskab til bankboks-kuppet og de tre forudgående afledningsindbrud.

I stedet forklarede den 48-årige og den 59-årige i retten, at de lang tid før, de blev anholdt i december 2014, var klar over, at politiet aflyttede dem og fulgte efter dem.

Politiet aflyttede de tre tiltaltes telefon, ligesom deres biler også var aflyttet. De aflytninger udgør en central del af anklagemyndighedens bevisførelse mod dem, men under dagens retsmøde blev aflytningerne både skudt ned af forsvarerne og de tiltalte selv.

- Vi talte om mange ting i bilen, der var helt hen i vejret, bare for at irritere politiet, sagde den 59-årige tiltalte i retten.

Forsvarerne understregede flere gange, at bankboks-kuppet i Brønderslev på intet tidspunkt blev nævnt i aflytningerne, og det medgav anklager Jette Rubien også.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.