Bankchef ved nu noget om forandring

Ole Søholm Jensen har gennemført hård efteruddannelse

HJØRRING:Fuldtidslederjob, lang transporttid og et hårdt studium, der kræver mindst tyve timer om ugen. Det har gennem to år været hverdag for Ole Søholm Jensen, Hjørring, - og hans familie. Ole Søholm Jensen, 43 år, har netop fejret færdiggørelsen af uddannelsen som ”Master of Business Administration”. 25 ledere i alderen 35 til 45 år har på Handelshøjskolen i Århus netop fået eksamensbeviset iført lang kappe og kantede hatte. Ole Søholm Jensen er bankuddannet og har siden taget en HD. Han er direktør i ledelsessekretariatet i Spar Nord Bank på Skelagervej i Aalborg. Han har arbejdet i banken siden 1994. - Uddannelsen her er speciel ved, at den sigter mod forandringsledelse. Det betyder, at man gennemfører forandringer, så de bliver forankrede i virksomheden, og det gør man ved at involvere medarbejderne i forandringerne. Uddannelsen har været virkelig stærk, fordi den kombinerer teori og praksis i virksomheden. Jeg har lavet tre seminaropgaver og en masteropgave i egen virksomhed, fortæller Ole Søholm Jensen. Teorien er gennemgået på samlinger hver anden eller tredje fredag/lørdag, så der har ikke været meget tid til familien. - Det er min kone, der har trukket læsset derhjemme. Det er to år, hvor man må bide tænderne sammen for at komme igennem, siger Ole Søholm Jensen. MBA-uddannelsen er udbudt i et samarbejde mellem Handelshøjskolen i Århus og Syddansk Universitet. For at blive optaget skal man mindst have en HD eller en bachelorgrad plus tre års ledelseserfaring. Uddannelsen koster ialt 225.000 kr.