Bankdirektør af folket

Frontfiguren i Jyske Bank voksede op i et arbejderkvarter i Sjællandsgade i Aalborg og lærte hurtigt at stå op mod verden. Og der har Anders Dam stået lige siden med et glimt i øjet.

Tekst: Stig Matthiesen Foto: Michael Koch
Foto: Michael Koch Anders dam direktør i jyske bank
Gymnasiale uddannelser 7. oktober 2008 14:00

Sidst jeg så Anders Dam, kom han løbende ude ved Almind Sø med sved på panden og hånden løftet til hilsen. Eller måske var det på det lidet pompøse fodboldstadion i Silkeborg at bankdirektøren blev spottet blandt folket med et krus fadøl i hånden? Nå, under alle omstændigheder erindres det, hvornår jeg sidst hørte ham tale – forleden på P1. I dag taler arbejderknægten fra Aalborg om samme emne – den globale krise i finansverdenen – foran godt hundrede mænd i nydelige skjorter og slips samt nogle få kvinder i nederdele i Jyske Banks hovedsædes kantine, der vel nok kandiderer til at huse én af dronningerigets bedste udsigter til søer og træer nu klædt i purunge efterårsfarver. - En direktionsgang skal ikke ligge sådan et sted. Det skal medarbejderkantinen. Fordi det beriger flest mennesker, pointerede Anders Dam, mens kaffen blev drukket og frugten spist på hans kontor, inden trappen førte os længere op i huset af glas og stål med den farverige kunst på væggene, der signalerer andet end økonomisk tristesse. Og farverig er også lømlen fra Sjællandsgadekvarteret i Aalborg, der fortsat opfører sig som en stor knægt med et lyst livssyn trods masser af personlig modgang og en byrdefuld titel som ordførende direktør i en seriøs virksomhed med mere end 4000 ansatte. Nej til millioner Men som nogen klassisk bankdirektør kan man ingenlunde betegne Anders Dam, der ikke tøver med at betegne den rene kapitalisme som ”vanvittig”, hvorfor man da også ifølge samme mand ”er nødt til at hegne den ind”. Spøjst nok er finansstrategen imod en fælleseuropæisk valuta, ligesom han har sat sin stilling ind på at forhindre Jyske Bank i at blive fusioneret med andre banker For som bankbossen nøgternt formulerer det denne efterårsdag: - Virksomheder med lokal forankring deltager i samfundslivet på en helt anden måde end dem, der blot ønsker at skabe størst mulig profit til sige selv. Aktieoptioner og bonusordninger, som topledere i erhvervslivet herhjemme som i udlandet har tjent kassen på, har Anders Dam således kun hån tilovers for. - Hvordan skal jeg anstændigvis bede en tro og loyal medarbejder, der får 400.000 om året, om at knokle mere, for at jeg selv kan rage nogle 100 millioner til mig i optionsordninger, som ingen kan gennemskue? Anders Dam lader spørgsmålet hænge i luften og kigger ud over forsamlingen i kantinen, velvidende at der blandt de forsamlede sidder flere med den slags – ”private gevinster” – indføjet i kontrakten. Dette faktum rører ikke dagens taler, der er på hjemmebane såvel logistisk som udi emnet. Dam taler klar tale om penge som det smøremiddel, der binder et moderne samfund sammen, som ikke længere har tid til at rende rundt og bytte naturalier. Han taler kort og godt om en helt ”ekstra, ekstra, ekstra ordinær situation”, som verden lige nu befinder sig midt i. En situation så ukontrolleret at analysen kan være håbløst forældet om 24 timer, erkender han uden at rødme. Men værftsarbejderens søn – der måske var blevet elektriker, om det ikke havde været fordi han ikke turde kravle rundt oppe i de høje kraner på værftet i Aalborg, hvor faderen arbejdede i årtier – er beredt til at tage kampen op, så Jyske Bank kan bestå. Eller som han i vanlig optimistisk stil, men dog køligt, resonerer i en alenestund: - Ballonen er revnet, og de kunstigt oppustede økonomier taber luften. Vi skal såmænd alle blot til at tilpasse os virkeligheden! Altså ingen klagesang fra manden, der havde forudset en del af problemerne – eller udfordringerne som de helst benævnes i Jyske Bank – tårne sig op efter år med opblæste aktiekurser, sprængte it-bobler, Osama bin Ladens terror og pauselån med en heraf til følge overophedet økonomi grundet ikke mindst alt for dyre huspriser, alt for mange renoverede badeværelser, ditto samtalekøkkener og skinnende nye biler. - Og nu står vi her så. Jeg har aldrig set noget lignende! Det kommer til at gøre ondt, også på banken her, men vi klarer det, fastslår Anders Dam med stålsat blik inde bag brilleglassene. - At nedturen, der ligner den værste siden depressionen tilbage i 1930`erne, kom så hurtigt havde ingen forudset. Men jeg føler mig parat til at tage kampen. Blandingen af nytænkende innovativ virksomhed kombineret med en konservativ snusfornuft er et godt værn mod fremtidens udfordringer, forudser Anders Dam og vil ikke høre tale om, at en bank dybest set blot er en købmandsbutik med pengevare på hylderne. - Der er ingen forskel på en læge og en bank. Den første tager sig af kroppens helbred, mens vi varetager det finansielle helbred. Vi skal altid varetage kundens interesser og være gode rådgivere, men selvfølgelig laver vi fejl. Men man skal skelne mellem små og store fejl, fastslår Anders Dam og taler i sportens termer. Om den slags sport, der ligger ham særligt på sinde: - Sporten er en inspirator for mig. En fodbold- eller håndboldkamp er jo et fortættet livsforløb med glæde, forventning, forberedelse og selve kampen med op- og nedture. Det er fascinerende! Man husker detaljer fra kampe, som man husker andre vigtige detaljer fra livet, siger Anders Dam og betegner sig selv som en glad sangviniker, der for længst har accepteret, at livet består af med- og modgang. Som i barndomshjemmet i lejligheden i Sjællandsgade hvor Anders Dam sov i samme værelse som sin storesøster, far og den mor, der alt for ofte græd sig gennem nætterne med sorte tanker, som martrede hende i en grad, at det i lange perioder stod på indlæggelser, elektrochok og uro i hele familien. Med en til tider påtaget humor opdagede sønnen, at han kunne dulme moderens smerte og sin egen angst for at sygdommen skulle gå i arv. Og sygdomsskyggen til trods betegner han det som en ”lykkelig barndom”, fordi han følte sig elsket og oplevede en trofast far, der aldrig peb over livsvilkårene. Sporten Også kammeraterne og ”fjender” i nabogårdene lærte ham kapitler af livets lektie. - Jeg er således gearet til at agere her på den store markedsplads, siger Anders Dam og tilføjer: - Jeg får ikke tynd mave af udfordringer og har vel egenskaber som en bokser, for jeg stiller mig ikke bare op og venter på at blive slået ud. Nej, jeg parerer, danser og undviger, inden angrebet sættes ind. Og uanset hvor og hvornår, så nyder jeg at tage udfordringer op. Jeg er dårlig til rygklapperi og søger konstant efter at blive bedre som leder og menneske. Også her henter Anders Dam inspiration i sportens verden, forklarer han og husker med fryd i sindet, hvordan håndboldtræner Ulrik Wilbek allerede i minutterne efter den første EM-medalje med håndbolddamerne i Oslo var i hus for snart mange år siden fremførte kritikpunkter og satte sig nye mål. - Det kan ikke nytte noget at rende rundt og ligne en hængemule, blot fordi noget går én på. Men jeg indrømmer, at når jeg forlader stadion her i Silkeborg eller stadion i Aalborg, så kan min hustru godt se, om vi har vundet eller tabt. Det går over efter nogle timer. Alternativt løber jeg mig en tur. Jeg er aldrig kommet hjem i dårligt humør efter en løbetur, konstaterer Anders Dam og ligner en glad mand ved tanken om fodboldkampen mellem de rød og hvidstribede oppe nordpå og så mægtige Manchester United. At spotte ham til den kamp i Champions League – med klaphat og øl – er ikke usandsynligt. For sådan er det med ham Anders Christian Dam, som han vitterligt er døbt. Han gør helt og holdent tingene på sin egen måde. Om det så er at sætte sig ensom på træbænken i kirkerummet. Her sidder han hellere, end han mæsker sig med folk på de bonede gulve. Ikke at han ikke magter den metier, men den talentfulde studerende fra det prestigefyldte cand.oecon. studie på Aarhus Universitet – med eksamen i 1981 – prioriterer oftest anderledes. Glæde - Jeg har lært at være et ydmygt menneske. Jeg så en far møde loyalt og trofast på den samme arbejdsplads i mere end fyrre år og holde ved sin hustru uanset tung sygdom. En imponerende indstilling, der aldrig har rokket ved hans glæde over livet, konstaterer 52-årige Anders Dam og taler med stor respekt om sin 82-årige far, der fortsat labber livet i sig med dans, gymnastik, ny bil og aldrig glemmer blomsterbesøgene på hustruens gravsted. - Og det er jo sådan, det skal være. Der er så mange ting at glædes over hver eneste dag. Det er vigtigt at holde tilværelsens lyse sider for øje. Jeg har på nærmeste hold set en mor, der var ramt af et mørkt livssyn, og det var ikke sjovt. Så måske er der også noget bevidst tiltaget i min måde at opfatte livet. Måske har jeg blot besluttet mig for at fokusere på de lyse sider af tilværelsen, siger Anders Dam, der i alt for mange år levede med angsten for at blive ramt af samme sorte livssyn. - Men i dag føler jeg mig overbevist om, at jeg går fri, siger han, der for alvor greb chancen og beviste sit værd på universitetet efter mindre flatterende år i gymnasiet. Og aldrig har det været ussel mammon, der har drevet ham i karrieren, siger flere af de folk, der undervejs har befundet sig i hans fysiske nærhed. Også de skal lede grundigt i hukommelsen for at komme i tanke om noget negativt at berette om manden øverst i Jyske Bank hierarkiet. - På godt og ondt er Jyske Bank som én stor familie – for ikke at sige en stamme. Man støtter hinanden og skærmer hinanden af, siger Anders Dam som måske en del af en forklaring. Under alle omstændigheder er han ikke til fals for billig smiger. Og det hverken i sit eget eller bankens liv. Begge smelter sammen omkring ham, vedgår han. I banken med rødder i Silkeborg kan han få lov til at bruge sin sunde fornuft og være sig selv. Og derfor returnerede han 1. juli 1995 til Jyske Bank og svor evig troskab og selvstændighed, mod at han til gengæld selv måtte udpege det hold, der skulle danne værn mod opslidende magtkampe på direktionsgangen. Inden da havde han tilbragt et par år hos Stibo Datagrafik, hvor han fik et pusterum netop fra de ”lange knive”, der på et tidspunkt føg gennem luften i Jyske Bank Anders Dam havde i 1992 forladt stillingen som underdirektør med ansvar for udvikling og planlægning efter årene som bankens daværende direktør Kaj Steenkjærs højre hånd, fordi der på et tidspunkt var udsigt til en ledelsesstil i banken, han ikke brød sig om Hjem til Jylland Tiden under den legendariske Steenkjær var en hård tid, hvor Dam ofte havde lange arbejdsdage og ligefrem til tider tvivlede på egen formåen. Men han fandt tilbage i sporet, hvor man ikke higer efter at holde skåltaler i ædle dråber eller praler med egen formåen. Og kursen har Anders Dam siden holdt ikke mindst takket være ungdomskæresten og hustruen, Susanne, der er ud af et andet arbejderhjem i Nordjylland. Efter mødet under studierne i Århus slog parret sig ned i København, hvor Dam slog sine folder som cheføkonom i Håndværksrådet, inden banken i det midtjyske kaldte på den følsomme vildbasse med den beskedne studentereksamen fra Aalborg Katedralskole og notorisk afsky for autoriteter. Studenterhuen gad han i øvrigt slet ikke bære. En lærerplads på toldkontoret i Aalborg blev det heller aldrig til. Og en spindoktor næppe heller, for dem har han ej meget tilovers for, selvom udfordringerne her og nu tårner sig op med udsigt til en gevaldig omgang lavkonjunktur. - Jeg laver fejl hele tiden, men jeg forsøger at lære af dem. Og det kan jo aldrig gå helt galt, for jeg har stort kørekort, så en bus kan jeg da altid køre, siger bankdirektøren med den private adresse midt i naturen lidt syd for Silkeborg, som beklæder en af rigets mægtigste økonomiske stillinger.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...