Bankdirektør: - Det ligner en tak for sidst
Ratingbureauet Moody´s nedgraderer Spar Nord

Nedgraderingen kunne ligne en tak for sidst, mener Lasse Nyby. Arkivfoto: Michael Bygballe Michael Bygballe
AALBORG:Kreditvurderingsbureauet Moody´s har reduceret Spar Nords kreditvurdering fra moderat til stor risiko.
Det er sidste efterårs fusion med Spar Bank og Spar Nords fortsatte leasingaktiviteter, der har fået Moody´s til at forhøje den vurderede risiko for at lide tab på at låne Spar Nord penge.
Moody´s mener, at de udlån, som Spar Nord overtog fra Spar Bank, da de to banker fusionerede, er af en dårligere kvalitet end Spar Nords egne udlån.
Leasingaktiviteter bekymrer
Spar Nords leasingaktiviteter er en anden kilde til bekymring for Moody´s.
Disse aktiviteter er under afvikling frem til 2015, men leasingkontrakterne har alligevel i dag en værdi på omkring fire milliarder kroner i Spar Nords årsregnskab.
Moody´s frygter her, at det er de sikreste kontrakter, der løber ud først, og at usikkerheden på området derfor er stigende frem mod 2015.
- Ligner en tak for sidst
Administrerende direktør Lasse Nyby fra Spar Nord forstår ikke Moody´s adfærd.
- Det er snart et år siden, at vi opsagde samarbejdet med Moody´s, fordi vi ikke mere havde brug for at optage obligationslån i udlandet, og derfor ikke mere havde brug for deres kreditvurdering, siger han.
Derfor undrer det ham, at Moody´s nu offentliggør en ny og negativ rating af Spar Nord.
- Jeg skal ikke kunne sige, om de er fornærmede over, at vi opsagde vores aftale med dem, men den nye rating kunne ligne en tak for sidst, mener Lasse Nyby.
Vurderinger er forkerte
Moody´s nye analyse er ifølge Lasse Nyby ikke kun uønsket, men også baseret på en række forkerte vurderinger.
- Vi gennemgik grundigt Spar Banks udlån før fusionen og nedskrev værdien af dem, hvor det var nødvendigt, og vores årsregnskab for sidste år viste, at vi havde gjort værdierne korrekt op ved fusionen, siger han.
Lasse Nyby afviser også, at tabsrisikoen på leasingaktiviteterne, der der er under afvikling, skulle være stigende.
- Afviklingen forløber fuldstændig som budgetteret og med positive økonomiske resultater, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.