Bankdirektør: Færøernes erhvervsliv bør privatiseres

Erhvervspolitik 4. januar 2003 07:00

Tórshavn, torsdag Af Ritzaus korrespondent Randi Mohr Færøernes erhvervsliv er i for høj grad offentligt ejet. Dette skyldes givetvis hjemmestyreøkonomien med bl.a. bloktilskud fra Danmark, og hvis Færøerne skal have sin fulde selvstændighed med en selvbærende økonomi, bliver det højst sandsynligt nødvendigt, at det færøske erhvervsliv privatiseres betydeligt. Det mener direktøren for den omstridte og nu overordentlig velkonstituerede Føroya Banki, danskeren Jørn Astrup Hansen, der på første parket har gennemlevet 10 år på Færøerne med først en voldsom økonomisk krise og herefter en vældig opgangstid ledsaget af et politisk ønske om færøsk selvstyre. - Det er helt usædvanligt, at det offentlige ejer så meget af erhvervslivet, som det er tilfældet på Færøerne. Landsstyret ejer fem-seks af de største foretagender på øerne, herunder banken. Uden bloktilskuddet er det næppe sandsynligt, at landsstyret ville have fået en så dominerende rolle i økonomien, siger Jørn Astrup Hansen, der også peger på, at landsstyrets engagement i erhvervslivet ikke blot er et levn fra krisen i begyndelsen af 1990'erne. - I 80'erne, da ejerskabet i højere grad var på private hænder, var landsstyrets engagement i erhvervslivet såmænd ikke mindre end i dag. Dengang engagerede landsstyret sig imidlertid ikke med ejerkapital, men med garantier og subsidier. Ofte var det private ejerskab således kun af formel karakter. Bankdirektøren, der i begyndelsen af 1993 steg på den kriseramte færøske bankskude i det ligeså kriseramte færøske samfund og herefter kom ud i en så hård storm, at skuden var ved at gå ned, klarede på godt to år igen at få Føroya Banki ind i smult vande. Føroya Banki, der indtil for nylig var Færøernes eneste forretningsbank, havde med Jørn Astrup Hansen ved roret en meget central rolle i genrejsningen af den færøske økonomi. Jørn Astrup Hansen er født i Vestjylland. Han kom til Færøerne med en bankbaggrund fra Midtbank, hvor han i 1988 blev medlem af direktionen. Foruden en genrejsning af Føroya Banki har han været en interesseret iagttager af det færøske samfund, og det er faldet ham i øjnene, at en så stor en del af det færøske erhvervsliv er offentlig ejet - og i vidt omfang er drevet om ikke for det offentliges regning, så dog på det offentliges risiko. Færøernes landsstyre ejer i dag bl.a. Føroya Banki og de to store fiskeforetagender - eksportvirksomheden Faroe Seafood og fiskefabrikkerne United Seafood, som landsstyret overtog under krisen først i 1990'erne for at afværge et sammenbrud. Siden 1995 har færøsk økonomi været præget af fremgang, men Jørn Astrup Hansen peger på, at selv om virksomhederne blev overtaget som led i en kriseløsning, holder landsstyret fortsat fast på ejerskabet. - Et stort antal virksomheder - flere end man sædvanligvis gør sig klart - indgår reelt i en koncern kontrolleret af Færøernes landsstyre. Og formentlig har de offentlig ejede virksomheder siden krisen udviklet sig forholdsvis tilfredsstillende. Det er dog næppe i kraft af - men snarere på trods af - det politiske ejerskab. Vi så jo, hvorledes landsstyret i 80'erne, da færøsk økonomi kom på afveje, med en stribe garantier og enorme subsidier holdt liv i projekter, der ikke havde livets ret. Hvad vil der ske, hvis Færøerne igen kommer i økonomisk modvind? Hvad vil da afholde politikerne, som nu sidder med det formelle ansvar, fra - som i 80'erne - at holde liv i ting, der ikke burde fortsætte. Efter otte års opgangstider ser økonomien på Færøerne dog forholdsvis god ud, og Jørn Astrup Hansen ser ikke nogen grund til at frygte et sammenbrud i lighed med det, Færøerne oplevede først i 90'erne. Virksomhederne er velkonsoliderede, subsidierne er stort set afskaffet, og det finansielle system er ganske sundt. - Men jeg synes samtidig, at vi har været meget hurtige til at tage opgangen for givet. Jeg har noteret mig, at landsstyrets udgifter er vokset ganske stærkt. Det er vel ikke helt uproblematisk, at man i en fiskeriøkonomi med stærkt svingende indkomstforhold indretter sig med et alt for stort offentligt forbrug. Da krisen i 1992-93 med fuld styrke ramte Færøerne, og det stod klart, at de færøske banker måtte have en kapitalindsprøjtning for ikke at gå fallit, lånte landsstyret 2,7 mia. kr. fra den danske regering. Samtidig blev Finansieringsfonden af 1992 stiftet, og Fondens opgave bestod i at forvalte landsstyrets ejerskab til bankerne. Fondens første formand, tidl. nationalbankdirektør Richard Mikkelsen, der var udpeget af den danske regering, tog på vegne af Sjóvinnubankins bestyrelse kontakt til Jørn Astrup Hansen. Bestyrelsen gav Jørn Astrup Hansen en meget kort betænkningstid, og i januar 1993 tiltrådte han stillingen som direktør for banken, der året efter blev fusioneret med Færøernes anden hårdt ramte bank, Føroya Bank . - Og det skulle jo vise sig, at jeg dårligt nok vidste, hvad jeg havde sagt ja til. Jeg havde været i min nye stilling i kun fire uger, da vi stod i en situation, som var på grænsen til at udløse en betalingsstandsning. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke modtaget min første månedsløn. Spændende var det sandelig. Men det er næppe for meget sagt, at jeg var løbet skrigende bort, hvis jeg havde vidst, hvad der ventede mig. Nu, når jeg ser forløbet i tilbageblik, er jeg imidlertid min skæbne taknemmelig. Jeg fik en enestående oplevelse. Føroya Banki kom, med en forslidt vending, til at gøre en forskel, og jeg fik et lod i Færøerne nyere historie. Og det er i grunden ikke så galt. Jørn Astrup Hansen måtte de første år som direktør i banken lægge ryg til adskillige upopulære dispositioner, der var smertelige i det færøske samfund. Han siger hertil, at det netop var det, han var blevet ansat til. Blandt sine mest dystre minder peger Jørn Astrup Hansen på den afgrundsdybe mistillid til bankerne, som i 1993 førte til betydelige udtræk af indlån, og som var på nippet til at trække tæppet væk under bankerne. - Der var det sværeste at holde modet oppe, også inden døre, som han siger. Sammenbruddet og rekonstruktionen af de færøske banker førte siden til den meget omstridte banksag, der gav kold luft mellem Færøernes landsstyre og den danske regering. Efter Jørn Astrup Hansens opfattelse kom sagen ud af kontrol. - Det er næsten ikke til at fatte, at en triviel fallit - der ganske vist havde et betydeligt omfang - kunne udløse en politisk krise, som i fem år skulle komme til at lamme forholdet Danmark og Færøerne imellem, siger han. Hele forløbet medførte en voldsom folkelig og politisk frustration på Færøerne, og i 1998 fik Færøerne for første gang i 35 år et landsstyre med selvstyre øverst på programmet. Under de efterfølgende forhandlinger viste den danske regering sig imidlertid ikke villig til at imødekomme landsstyrets ønsker til en selvstændig færøsk stat. Jørn Astrup Hansen, der finder det beklageligt, at den færøske selvstyreproces på det nærmeste er gået i stå, tvivler dog på, om det for Færøerne ville have været muligt at gå hele vejen til fuld selvstændighed. Han mener, at der er en uheldig tendens til at gøre rigsfællesskabet til et spørgsmål om kroner og ører, men er i øvrigt tilhænger af en større grad af færøsk selvstændighed. - Det er, som om vi ikke rigtig har været i stand til at ryste kolonitiden af os. Vi mangler på Færøerne, men sandelig også i Danmark, at tage stilling til, hvad vi egentlig vil med hinanden. Dansk færøpolitik forekommer mig at indeholde elementer af repressiv tolerance. Og det fører vel sjældent til noget stærkt og aktivt partnerskab, siger Jørn Astrup Hansen, der efter 10 år på Færøerne helt naturligt siger "vi" om færingerne. - Men jeg opfatter mig også som gæst og som iagttager. Når man erindrer sig al balladen om banken og de dansk-færøske komplikationer, er det jo egentlig forunderligt at tænke på, at jeg dog har fået et så stort råderum. Faktisk har jeg meget at være det færøske samfund taknemmelig for, siger Føroya Bankis danske direktør, Jørn Astrup Hansen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...