Banker får grønt lys til at frigive oplysninger om Trumps konti

En dommer vil ikke forhindre Kongressen i at få udleveret oplysninger om præsident Donald Trumps bankkonti.

Ritzau
En tegning viser her distriktsdommer Edgardo Ramos og medlem af Repræsentanternes Hus Douglas Letter under onsdagens retsmøde. Her blev det slået fast, at Deutsche Bank og Capital One kan udlevere oplysninger om præsident Donald Trumps bankkonti til Kongressen.
Politik 23. maj 2019 02:16

WASHINGTON D.C.: En dommer i New York har onsdag givet bankerne Deutsche Bank og Capital One grønt lys til at udlevere oplysninger om præsident Donald Trumps bankkonti til Kongressen.

Dommeren vil således ikke standse et krav fra Kongressen om at få udleveret information om Trumps konti fra de to banker, som begge har lavet forretninger med ham.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Donald Trump og hans børn havde ellers indgivet en anmodning om et påbud i sagen for at få domstolen til at standse udleveringen af informationer til demokratiske udvalgsmedlemmer i Kongressen.

Deutsche Bank har været en af de mest konsistente långivere til Donald Trump, der udover at være præsident er en succesfuld ejendomsmogul.

Men onsdag har distriktsdommer Edgardo Ramos i New York altså afvist Trump-familiens anmodning.

Dommeren konkluderer samtidig, at de stævninger, Kongressen har indgivet for at få udleveret oplysningerne, har et "legitimt juridisk formål".

Kongressen ønsker oplysningerne udleveret for at kunne undersøge mulig udenlandsk indflydelse i amerikansk politik.

Det er den anden afgørelse i denne uge, der går imod Trump vedrørende udleveringen af oplysninger om hans økonomi.

Det er ventet, at Trumps advokater vil appellere begge afgørelser.

Mandag var det en distriktsdommer i Washington D.C., der afviste at annullere en stævning fra Demokraterne, som kræver at få udleveret flere års skattepapirer, der går helt tilbage, fra før Trump blev præsident.

15. april bad Demokraterne om Trumps skattepapirer for alle år siden 2011.

En uge senere, 22. april, sagsøgte Trump-administrationen Demokraterne og krævede, at retten fandt stævningen ugyldig.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I USA er der en mangeårig tradition for, at præsidentkandidater lægger deres selvangivelser åbent frem, men det er ikke et lovkrav.

Under valgkampen i 2016 brød Trump med traditionen. Det fik hans modstander, demokraten Hillary Clinton, til at antyde, at Trumps skattepapirer ville vise, at hans virksomheder er meget mindre værd, end Trump selv har hævdet.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...