Banker frygter for forbrugernes mulighed for korte lån

Forbrugerne risikerer at blive afskåret fra korte lån efter indgreb mod kviklån, mener Finans Danmark.

- Med et loft på 35 procent kan vi være lidt bekymrede for, at enkelte udbydere ikke vil udbyde korte lån, og at forbrugerne dermed afskæres for muligheden. Men vi må se tiden an, siger administrerende direktør i Finans Danmark Ulrik Nødgaard i en pressemeddelelse. (Arkivfoto).

- Med et loft på 35 procent kan vi være lidt bekymrede for, at enkelte udbydere ikke vil udbyde korte lån, og at forbrugerne dermed afskæres for muligheden. Men vi må se tiden an, siger administrerende direktør i Finans Danmark Ulrik Nødgaard i en pressemeddelelse. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:Forbrugerne bliver beskyttet med et loft på 35 procent over de årlige omkostninger (ÅOP) på forbrugslån.

Sådan lyder meldingen fra bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, efter at der torsdag aften er indgået en aftale om indgreb mod kviklån.

Organisationen, som selv har foreslået et loft på 50 procent, lufter imidlertid bekymring over aftalen.

- At der kommer et loft nu, skal vi som samfund være tilfredse med. Vi havde foreslået et lidt højere loft for at sikre den rette balance mellem at have adgangen til korte lån uden at blive evig gældsat.

- Med et loft på 35 procent kan vi være lidt bekymrede for, at enkelte udbydere ikke vil udbyde korte lån, og at forbrugerne dermed afskæres for muligheden.

- Men vi må se tiden an, siger administrerende direktør Ulrik Nødgaard i en pressemeddelelse.

Aftalen om indgreb mod kviklån er indgået mellem regeringen, SF, Enhedslisten, De Radikale, Alternativet, Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Med aftalen forbydes alle forbrugslån, hvis årlige omkostninger i procent overstiger 35. I dag findes der ifølge Erhvervsministeriet lån med en ÅOP på 800-900 procent. Men dem bliver der altså nu sat en stopper for.

Brancheforeningen Digitale Långivere, der repræsenterer kviklånsbranchen, tager den politiske beslutning "til efterretning".

- Vi forventer, at vores medlemmer indretter sig, så deres produkter lever op til de politiske krav til markedet, siger Jens-Ole Kyhl Klitgaard, talsmand for Digitale Långivere, i en skriftlig kommentar.

I Forbrugerrådet Tænk har de "svært ved at få armene ned" over aftalen. Organisationen har nemlig i årevis kæmpet for at få politikerne til at gribe ind over for kviklånene.

Det fortæller vicedirektør Vagn Jelsøe. Han deler ikke bankernes bekymring om de korte lån.

- Vi har set på markedet, at hvis du vil have et lån i en butik for eksempel til at finansiere et nyt køleskab eller en ny vaskemaskine, så ligger ÅOP typisk på omkring 15 og 35 procent.

- Vi har svært ved at se, at almindelige menneskers behov for et hurtigt lån til den slags skulle blive forhindret af det her, siger Vagn Jelsøe.

Forbrugerrådet Tænk har plæderet for et ÅOP-loft på 20 procent. Ifølge Vagn Jelsøe er det dog stadig en god aftale, da den "får fjernet de dyreste kviklån".

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.