EMNER

Banker går i sort - men de frygter rødt

Når fremgang skal måles i sorte tal, så ser det rigtigt mørkt ud for de nordjyske banker.

I går kunne både Spar Nord og Egnsbank Han Herred nemlig fremlægge rekordregnskaber, der kan gøre selv den mest pessimistiske aktionær glad igen. Efter to år med nedtur præsterer Spar Nord et overskud på 313 millioner, mens Egnsbank Han Herred i Fjerritslev gik ud af 2003 med landsrekord på 28,5 procent i forretning af egenkapitalen. I Spar Nord lægger administrerende bankdirektør Lasse Nyby da heller ikke skjul på, at han og bankens øvrige ledelse er tilfredse. Men han maner til forsigtig optimisme for 2004. Baggrunden er helt naturligt den massive nedgang i beskæftigelsen, som plager Nordjylland for tiden. - Udviklingen gør selvfølgelig, at vi har grund til at være en smule bekymrede. Et eller andet sted så vil vi også kunne mærke, at vores privatkunder mister deres job, siger Lasse Nyby til NORDJYSKE. Hans forventning for året peger dog i retning af, at sidste års fremgang i privatkundernes brug af banken kan fastholdes. - Og derfor skal vi være rigtigt gode til at give kunderne mulighed for rådgivning om investering, pension og bolig. Det er de tre områder, hvor vi kan mærke, at der er stor fokus og efterspørgsel på, fortæller bankdirektøren. I Spar Nord spreder man samtidig risikoen for at blive negativt påvirket af udviklingen her i landsdelen. Banken har nemlig vokseværk. I år har banken fået nye afdelinger i Vejle og Odense. En ny filial er på vej i Horsens og bringer dermed antallet af afdelinger uden for Nordjylland op på seks. - Og det er selvfølgelig også med til at gøre os lidt mindre afhængige af den udvikling, der er heroppe, vurderer Lasse Nyby. Erhverv side 20