Banker sælger flere ID-kort

København, søndag /ritzau/ Siden fotoet røg af dankortet er bankernes salg af ID-kort tidoblet. Bankerne har ellers pure afvist, at behovet for anden legitimation ville stige. Bankernes salg af billedlegitimationskort er steget eksplosivt. Tidligere solgte bankerne samlet kun omkring 600 kort om året, men efter at dankortet blev fotoløst er salget af ID-kort tidoblet. Nu sælges der mellem 400 og 600 om måneden, bekræfter Finansrådet over for Ritzau. Bankerne har hidtil afvist, at det heftigt kritiserede chipdankort uden foto ville øge behovet for anden billedlegitimation. Men hos Nordea bekræfter pressekoordinator Claus Christensen, at der bliver solgt flere ID-kort nu i forhold til tidligere. - Der har været en stigning. Og debatten om foto på dankortet har sikkert betydet, at nogen har bedt om det, siger pressekoordinator Claus Christensen til Ritzau. I sommer, da debatten om det fotoløse dankort var på sit højeste, oplyste Nordea, at salget af ID-kort i 2003 lå på 50 styk i alt. Og der var på det tidspunkt ikke nogen forventning om, at det ville ændre sig væsentligt. Salget ligger nu på 200-300 kort om måneden hos Nordea. Direktør i Forbrugerrådet, Rasmus Kjeldahl, mener, at den store efterspørgsel på ID-kortet, bør få bankerne til at tilbyde kunderne et dankort med foto. - Det her understreger behovet for at indføre foto på dankortet som en option for kunderne mod et rimeligt gebyr - eksempelvis en halvtredser. Butikkerne hæfter for beløb ud over 3000-4000 kroner, så de har en naturlig interesse i at kræve legitimation, siger direktør i Forbrugerrådet Rasmus Kjeldahl til Ritzau. Ifølge Finansrådet er ID-kortet forbeholdt folk med checkhæfte. Men ved skranken i bankerne blander man sig ikke i, hvad folk skal bruge kortet til. - Set i lyset af dankort-diskussionen udsteder vi kortet til de kunder, som føler behov for det. Og uden at spørge, hvad de skal bruge dem til, siger Claus Christensen. Priserne på ID-kortet svinger voldsomt fra bank til bank. Bankerne betaler 65 kroner for kortet i indkøb. Nordea tager 80 kroner for kortet mens Jyske Bank tager 165 kroner. Og det er helt fair mener direktør i Jyske Bank, Jens Ove Nielsen. - Kortene skal igennem manuel betjening, de skal udfyldes, der skal løbenummer og underskrift på, der skal tages billede og så videre. Det kan vi ikke bruge lang tid på, før den indtægt er ædt op, siger direktøren i Jyske Bank - der i øvrigt ikke genkender billedet af et boom i efterspørgslen. /ritzau/