Erhverv

Banker ser ingen problemer ved gebyrstigninger

Flere banker bliver nu undersøgt for, om markante gebyrstigninger er i strid med loven. De melder hus forbi.

Flere banker har hævet gebyrerne på at hæve med blandt andet MasterCard i udlandet betragteligt. Foto: Jonathan Bainbridge/Reuters

Flere banker har hævet gebyrerne på at hæve med blandt andet MasterCard i udlandet betragteligt. Foto: Jonathan Bainbridge/Reuters

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen undersøger, om store gebyrstigninger på hævninger i udlandet er i strid med loven. Fem banker er omfattet af undersøgelsen. De to, Ritzau har fået svar fra lørdag eftermiddag, afviser, at de har gjort noget galt.

Sagen bunder i, at fem store, danske banker i 2017 hævede det gebyr, de tager for hævninger i udlandet med 50 procent inden for Europa og 33 procent udenfor.

Mens Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke nævner bankernes navne, har Jyske Bank, Danske Bank, Nordea, Handelsbanken og Sydbank været omtalt i medierne.

- Det har vi ingen kommentarer til. Det er fortsat vores opfattelse, at prisændringerne følger de regler, som gælder på området, skriver afdelingsleder i Danske Bank Torben Elling Gamst i en kommentar.

Banken oplyser, at gebyret er hævet, fordi det ikke har været justeret i mange år, og at der er kommet en stribe nye funktioner til.

- Vi ser løbende på, om vores prissætning er konkurrencedygtig i forhold til markedssituationen og at priserne er passende forhold til vores omkostninger og den ønskede indtjening på de enkelte produkter og ydelser, skriver Danske Bank.

Hos Handelsbanken skriver kommunikationschef Anette Haaning:

- Vi informerede vores kunder i forbindelse med stigningen, og vi har også givet Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indsigt i baggrunden for stigningen.

- Og vi vil naturligvis bidrage, så godt vi kan med yderligere oplysninger til styrelsens nærmere undersøgelse og følge udfaldet af denne. Ellers har vi ingen yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Stigningen i prisen for at hæve i udlandet har ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen givet en stor indtægt for bankerne.

- Den prisstigning, vi har set, betyder samlet set, at bankerne årligt har opkrævet op imod et trecifret millionbeløb ekstra om året fra kunder, som har brugt visa/dankort i udlandet. Det vil være helt lovligt, så længe gebyrerne ikke er urimeligt høje.

- Vi undersøger, om det er tilfældet, skriver direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst