EMNER

Banker skal kunne sælge egne aktier

KØBENHAVN:Politikerne pønser på en stramning af loven, så banker ikke kan handle og rådgive om egne aktier. Det er Lokale Pengeinstitutter imod. I kølvandet på aktionærernes milliardtab i Bank Trelleborg og Roskilde Bank har flere politiske partier på Christiansborg luftet tanken om at stramme loven, så banker ikke kan rådgive om og sælge bankens egne aktier. Men det er de mindre bankers organisation Lokale Pengeinstitutter imod. – Hvis man strammer reglerne på det punkt, er det det samme som at sige, at man ikke kan drive egen bank. Det er konkurrenceforvridende, hvis man ikke må sælge egne aktier. Men rådgivning skal foregå på ordentlig og anstændig vis. Det er utrolig vigtigt, fordi det er ens vare man sælger, siger Jan Korndrup – direktør i Lokale Pengeinstitutter. Blandt andet Venstre og Dansk Folkeparti er lune på en lovstramning på det område efter de mange milliarder, som aktionærerne i Bank Trelleborg og Roskilde Bank har tabt over det seneste halve år. /ritzau/