Bankerne er langt billigere

EMNER 12. december 2004 05:00

- Man behøver altså ikke stå med hatten i hånden som i gamle dage. Bankerne er til at tale med - og vi er langt billigere end kontokort og afbetalingskøb. Det siger produktudviklingschef Henrik Bech fra Egnsbank Han Herred. Han mener, at mange forbrugere bliver lokket til de dyre løsninger ved hjælp af lave afdrag og tilsyneladende billige renter: - Men når omkostninger som provision og løbende gebyrer tælles med, er det pludselig ikke så billigt længere og slet ikke nogen god forretning for kunden. For at undgå det, som Henrik Bech kalder alternative løsninger, sender Egnsbank Han Herred netop i denne tid breve ud til kunderne med tilbud om forhøjelse af deres eksisterende lån: - Vi tilbyder dem at få udbetalt beløb svarende til et antal måneders afdrag på lånene. De får pengene i hånden her og nu og lånets løbetid bliver tilsvarende forlænget, forklarer Henrik Bech, som understreger, at det er en langt billigere løsning end for eksempel afbetaling i en butik. Renten kan nemt være på under det halve. De fleste banker er med på lignende konstruktioner, og i det hele taget opfordrer Henrik Bech til, at man spørger i banken først, hvis man mangler penge til julegaverne eller måske ønsker sig et nyt fladskærms-tv: - Det er en gammel floskel, at vi ikke er til at tale med, og hvis der er plads i økonomien stiller vi os ikke til dommer over, hvad kunderne vil at investere i. - Men selvfølgelig gør vi opmærksom på det, hvis det kniber med at få enderne til at nå sammen, og så går kunden desværre ofte et andet sted hen og får en meget dyrere løsning, erkender han. Man kan formulere det på den måde, at hvis banken ikke vil være med, bør man nok lade være.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...