Bankkup i Vesløs tæt på opklaring

Med en dom på fem måneders fængsel nærmer en afslutning af kuppet mod EBH Bank sig.

En 24-årig mand fra Vendsyssel fik i retsafdelingen i Thisted sin del af straffen for et kup mod EBH Bank på Stationsvej sidst i september. Her blev en flagstang brugt som rambuk, og tyvene snuppede et pengeskab med et par hundrede tusinde kroner. Den 24-årige blev anholdt og varetægtsfængslet få dage senere, og han blev den første af en gruppe mænd fra det østlige Jylland, som efterhånden blev opsporet, anholdt og varetægtsfængslet. Hele sagen er foregået med kortene tæt på kroppen hos politiet og for lukkede døre i den juridiske del. Men med dommen på fem måneders ubetinget fængsel til den 24-årige, begynder sagen at nærme sig sin afslutning, og politikommissær Ralf Larsen vurderer, at de sidste af gruppen kan få deres retssager klaret i begyndelsen af det nye år. Alligevel valgte dommeren, at retssagen mod den 24-årige skulle foregå for lukkede døre indtil domsafsigelsen, da anklageren fastholdt, at de øvrige sigtede i sagen, som alle har valgt at holde munden lukket, endnu ikke bør kende til de nærmere detaljer. Ralf Larsen er heller ikke særlig meddelsom, men han vil godt kreditere borgerne i Vesløs for en god hjælp. Det var blandt andet en god beskrivelse af den lastbil, som blev brugt til at fragte pengeskabet væk, der var med til hurtigt at sende politiet i den rigtige retning. Den 24-årige, som modtog dommen på stedet og blev løsladt bagefter, blev kun dømt for hæleri, da han ikke var med i Vesløs, men lagde adresse til, hvor skabet blev åbnet og tømt. @Byli.9.special.bund: