Bankrøver skød med skarpt

Bevæbnet med et skarpladt skydevåben begik en hætteklædt mand torsdag kl. 17.37 røveri mod Sparekassen Himmerlands afdeling på Jyllandsgade 31 i Haverslev.

Røverier 30. december 2004 19:36

Manden affyrede et skud ned i gulvet med sit våben inde i banklokalet, men ingen kom til skade. Ifølge politiet er der tale om en ni mm patron. Efter røveriet flygtede manden i en mørkerød Saab 900 med indregistreringsnummeret TB 47 167. Røveren er cirka 25 år, almindelig af bygning og 175 centimeter høj. Han var iført en sort elefanthue, grøn termojakke, sorte joggingbukser og sorte basketstøvler med hvide striber. Han talte dansk med accent, oplyser vagthavende ved Hobro Politi. Under flugten bakkede han ind i et træ, hvorved højre dør sprang op. Manden kørte ad Strandvej i retning mod Suldrup. Byttet er endnu ikke opgjort. Røveriet var nummer to mod pengeinstitutter i Himmerland torsdag. Kort før middag begik to yngre mænd røveri mod Nordea Bank i Aalestrup.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...