Turisme

Bannerslund-området klar til aktiv ferie

Vandsport skal lokke turister til at blive en dag længere - og blæsten bliver et aktiv

FREDERIKSHAVN:Opgaven er at holde turisterne længere i Vendsyssel. Derfor kunne Frederikshavn for godt en halv snes år siden glædestrålende bryste sig af, at have lagt grunden til den mest ambitiøse lokalplan for turistfremme fra Apholmen til Strandby. Men fra plangrundlag til realiteter kan der være langt, og det har da også taget længere tid at fylde turismeindhold i området, end de viise fædre i byens råd havde tænkt. Et af de områder, der blev tænkt ind i planen var den gamle kommunalt-ejede gård, Bannerslund. Gården blev udlagt til et område, der kunne huse blandt andet overnattende gæster i hytter og telte. Og nu er indholdet så på vej. I første omgang er den store nye hal indrettet til Outlet - det der kan dansk kaldes lagersalg . Hovedbygningen huser den kendte landsdækkende kædeforretning Surf&Ski - og inden længe vokser der undervisningsaktiviteter frem, der gerne skulle komme formålet at holde på turisterne imøde. Og endelig er planlægning for omdannelse af området til campingformål også godt i vej. - Man kan sige, at vi knokler på for at skabe et indhold for området, der kan understøtte lysten til at snuppe en dag mere i Nordjylland, siger direktør Lennart Bak. Han er manden, der sammen med en række gode folk, skal udvikle området, så det kommer til at sprudle af aktiviteter. Siden september sidste år har han været chef for udviklingen i Bannerslund - og opgaven for ham kan egentligt udtrykkes ganske enkelt. - Vi skal forsøge at få turisterne til at blive her længere. Det skal vi gøre ved at udnytte de ressourcer, vi allerede har. Det gælder de smukke, strande, Kattegat her i Aalbækbugten og så den gode vind. Lennart Bak ser vinden som en af vore gode sparringspartnere - i hvert fald, hvis det er kitesurfing, det gælder. - Det er en aktiv sportsform, der passer som fod i hose til netop vores område, og vi vil lægge os i selen for at blive et centrum for sporten midt i turismelandet. - Det vil vi gøre ved at etablere undervisning for interesserede, som kan komme på dagkurser - og få en fornemmelse af, om det ikke lige skulle være livet for dem også, siger Lennart Bak. Og ender lysten i noget mere jordnært, så ligger golfbanen jo nærmest nabo til Bannerslund. Kitesurfing Windsurfing er noget de fleste af os kender til, men Kitesurfing er noget ganske andet. Kite er engelsk og betyder drage, og selv om de drager, man bruger, når man lader sig trække hen over vandet, ikke er lavet af brunt papir og blomsterpinde, er princippet det samme. Og det er derfor, det er nemmere end den mere traditionelle windsurfing sport. Folk kan styre snorene intuitivt, og det kræver ikke så megen øvelse, og så er det også nemmere at komme op at stå på brættet med drage, end det er med sejl. Man bliver nemlig trukket op og skal ikke have besvær med at finde balancen, før man kan sejle. Vinden er vigtig. For det første skal den være til stede og for det andet skal den af sikkerhedsmæssige årsager gerne være på land. Men med afstanden mellem Vesterhav og Kattegat skulle det jo være en smal sag at imødekomme her i den nordlige ende af landet. Og så er der endnu en fordel med dragesejladsen: dragen kan pakkes sammen i en rygsæk, og brættet er ikke større end et scate- eller snowboard, så man kan have det med i bussen. Og den går jo ikke rigtig med et surfbræt. - Vi ønsker ikke at afskrive windsurfing og har da også kontakt til lærere, der gerne tager kursister med ud. - Det er sådanne oaser i ferielivet, vi vil forsøge at skabe med afsæt i Bannerslundområdet., Oaser, hvor man kan hente nu inspiration og indhold i ferien efter tre dage på stranden. - Når de dage er gået, er der i hvert fald mange af os, der begynder at længes efter lidt aktivitet, siger Lennart Bak. Dagkurser på Bannerslund indledes om to-tre uger og der er en forventning om, at der vil køre mindst et kursus hver eneste dag i højsæsonen.