Barberen fra Bagdad

36-årige Asim Al Jabri driver egen frisørsalon i Hobro

HOBRO:Hobroenserne er så småt ved at finde vej til Salon Asim i Adelgade 24. Men mon ikke, en og anden skeptiker 10 måneder efter frisørsalonens entré på byens forretningsstrøg stadig undrer sig over prisskiltet, der lover en børneklipning for en 50er og varsler 75 kroner for voksne - mænd. Priser fra før verden gik af lave. - Jeg arbejdede en periode for en frisør i Aalborg, hvor en klipning kostede mellem 300 og 350 kroner. Men hvorfor skal der være så dyrt at klippe mænd, når en frisør strengt taget ikke har brug for mere end en saks - og når en klipning ikke varer mere end et kvarter, undrer Asim sig? Op mod 30 kunder, fortrinsvis danskere, dukker på travle dage op i butikken og færre end 10 først på ugen. De første tre kunder betaler huslejen - sådan rundt regnet. Det rækker til at forsørge sig og familien med kone og to drenge på fire og fem år. Han har planer om at friske dekorationerne i den sparsomt udstyrede lille butik op - og måske hæve prisen en kende. Også ansættelse af en kvindelig frisørkollega hører under overvejelserne. Under saksen Endnu har den 36-årige irakiske frisør Asim Al Jabri aldrig haft kvindelige kunder under saksen. Til gengæld klippede han op gennem firserne hundredevis af irakiske mænd i sin barberbutik i Bagdad. Og akkurat som enhver dansk frisør erklærer Asim: - Vil du virkelig vide noget om mennesker i Irak, så går du til en frisør, for han hører utrolig mange historier, som han gerne vil fortælle videre, smiler han. I Bagdad besøgte kunderne omtrent en gang og ugen Asims barberbutik, hvor de i tilgift fik studset skæg, fjernet ansigtshår, trimmet øjenbryn og nippet næsehår. Alt for en pris af 30 kroner i en tid, hvor en iraker tjente 500 dinar - cirka 10.000 kroner om måneden - og tilmed slap for at betale skat. Som verdens næststørste olieproducent, men også rig på eksempelvis frugt og fosfor, hørte Irak dengang til blandt verdens mere velstående lande. Men den årlange krig mod nabolandet Iran sled både på velfærd og kostede mange menneskeliv. - Den krig, havde vi alle svært ved at fatte. Dybest set gik det vel ud på, at Saddam Hussein og Khomeni ikke kunne fordrage hinanden, opregner Asim og hans mangeårige ven, 34-årige Mahannad Al-Etaiby, som også deltager i snakken. På flugt Sammenlagt måtte de to venner yde tre års soldatertjeneste i den blodige krig, og da krigshandlingerne ophørte, ventede nogle utrygge år. - Væggene havde ører. Det var svært at leve i et land, hvor man ikke anede, om man blev aflyttet eller talte med en Saddam-spion fra det hemmelige politi, forklarer de. Så i april 1991 - kun en måneds tid efter Golfkrigens afslutning - flygtede de to venner til nabolandet Saudi-Arabien. Dermed deponerede de pr. automatik deres dødsdom hos regimet i Bagdad. - Dengang boede der 14 millioner mennesker i Irak - sunni-muslimer, shiiter, men også heraf fire millioner kristne i forskellige trosretninger. Men man så ikke på hinanden ud fra religiøse tilhørsforhold, men bare som forskellige mennesker. På den vej, hvor jeg boede, var 80 procent af beboerne kristne. Vi havde aldrig problemer med hinanden, indskyder Mahannad. Op gennem første halvdel af halvfemserne praktiserede Asim Al Jabri stadig sit håndværk. Nu trimmede han lokkerne på medfangerne i flygtningelejren i Rafha. Fem og et halvt år af deres liv henslæbte de to i denne teltlejr i bagende sol i ørkenstaten. Til Danmark Mahannad havde på det tidspunkt studeret politisk økonomi på universitet i fire år. På engelsk, vel at mærke. Kundskaber, der i Danmark indtil videre har givet ham jobs både på slagteri og som kok. Han slår en latter op. Humøret fejler ikke noget. Heller når han sammefatter årene i flygtningelejren: Der var kun himmel og jord - sand. Og et telt i ørkenen sammen med 30.000 andre i samme situation. Dag ud og dag ind. Men der var også et fjernsyn, og Asim holdt med Danmark under EM-fodbold i sommeren 1992. Mahannad kendte forlods lidt til H. C. Andersens forfatterskab. Vikingerne havde han også viden om. De sparsomme kendskaber formede sig i et fællesønske om at slippe ud af flygtningelejren og få ophold i det kolde nord. At det netop blev Danmark, de som FN-flygtninge havnede i, oplevede de nu nærmest som en lodtrækningstilfældighed i en proces, hvor navnesedler - som var de lodder - blev hevet op af en kasse og fordelt på lande. Hobro er byen November 1996 ankom de så til Danmark - i snevejr. Det første år boede de i Hornum. Så skiltes deres veje. Mahannad flyttede til Sjælland, mens Asim slog sig ned i Hobro. Han stiftede familie og fik børn. Hobro er en dejlig by. Stille og rolig. Her kan vi lide at være, siger han. Den anbefaling tog vennen Mahannad til sig og fandt en lejlighed for mindre end en måned siden. Han er på udkig efter job. Han har af og til besøgt noget familie i Irak. Troen på en fremtid her er efterhånden ringe. Asim føler sig overbevist om, at han har fundet sit rette element. - Mine børn går i dansk børnehave og taler dansk. Og jeg har realiseret min drøm om egen forretning, som jeg forhåbentlig får forbedret. Her ligger vores fremtid. Vi føler, vi hører til i Hobro.