Barca-stjerne: Mourinho har skadet spansk fodbold

Barcelona-stjernerne Iniesta og Xavi er glade for, at José Mourinhos tid i spansk fodbold er overstået.

Barca-stjerne: Mourinho har skadet spansk fodbold

I sidste uge stod det klart, at José Mourinho skifter Real Madrid ud med Chelsea, men det er ikke mange pæne ord, den kontroversielle træner får med ud af døren fra spansk fodbold.

Hos rivalerne Barcelona græder spillerne tørre tårer over, at det ikke længere er Mourinho, der sidder på madrilenernes trænerbænk, og midtbanestjernen Andrés Iniesta mener tilmed, at portugiserens tilstedeværelse har været skadelig for spansk fodbold.

- Ja, han skadede spansk fodbold. Generelt gjorde han mere skade end gavn, siger Iniesta i et interview med den spanske avis El País.

Han henviser til, at Mourinho ragede uklar med den mangeårige spanske landsholdsmålmand Iker Casillas, som blev smidt af holdet - en disposition, der ikke medfødte megen forståelse blandt store dele af klubbens tilhængere.

Det er ikke bare Iniesta, der er ude med riven efter den tidligere Real-boss. Også hans klubkammerat Xavi er på krigsstien, efter at Mourinho har vendt Spanien ryggen.

- Det er oplagt, at jeg ikke bryder mig om den type fodbold, han står for, siger Xavi til sportsavisen Sport.

Xavi understreger, at hans modvilje ikke bunder i, at Mourinho var træner for netop Barcelonas ærkerivaler.

Han peger på Real-mandskabet med Zinedine Zidane, Luis Figo og Raul, de såkaldte Galacticos, som et hold, der spillede fodbold efter hans hoved.

- Jeg var vild med at se dem spille, for de havde en klar idé og et koncept. Mourinhos Real Madrid havde intet af det. Det hold har ikke efterladt nogen arv for fremtiden, siger Xavi.

Midtbaneteknikeren mener, at de store klubber er forpligtede til at spille positiv og konstruktiv fodbold.

- Det kan ikke være rigtigt, at rige og magtfulde klubber spiller, som eksempelvis Chelsea gjorde i Champions League-finalen sidste år, eller som Manchester City har spillet i denne sæson, eller som Mourinhos Real Madrid har gjort, lyder det fra Xavi.

Det er endnu ikke klart, hvem der skal stå i spidsen for Real Madrid i den kommende sæson.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.