Barcelona præsenterer Coutinho: Han er ude i tre uger

Nyindkøbet Philippe Coutinho er skadet og ukampdygtig i omkring tre uger, oplyser FC Barcelona.

Ritzau
Philippe Coutinho kan ikke spille for FC Barcelona i de kommende uger på grund af en skade. Foto: Scanpix/Josep Lago
Fodbold 8. januar 2018 12:48 - Opdateret 8. januar 2018 14:30

FC Barcelona kunne mandag officielt præsentere Philippe Coutinho som ny spiller, og det var ikke lutter positivt nyt, der kom fra den spanske fodboldklub.

Coutinho er nemlig ramt af en lårskade og kan ikke spille fodbold i de første tre uger.

- Philippe Coutinho har en skade i højre lår og forventes at være ude i omkring tre uger, oplyser Barcelona på sin hjemmeside.

Allerede lørdag bekræftede Barcelona, at klubben hentede Coutinho i den engelske Premier League-klub Liverpool.

Søndag fik Coutinho lov til at se på forholdene i sin nye spanske klub.

Under det obligatoriske lægetjek konstaterede Barcelona, at Coutinho ikke er kampklar, og det blev meldt ud i forbindelse med præsentationen mandag eftermiddag.

Her mødte en storsmilende Coutinho første gang klubbens fans på Camp Nou. Og han viste trods sin skade prøver på sin gode teknik, da han jonglerede med en bold.

- Jeg vil gerne takke præsidenten og alle, der har gjort dette muligt. Jeg er meget glad. Det er en drøm, som er gået i opfyldelse, og jeg håber, jeg kan klare jobbet på banen, siger Coutinho.

Han lavede også et afleveringsspil med en gruppe børn iført Barcelona-dragter.

Fansene skal dog nok få set Coutinho i en rigtig kamp for storklubben, da den 25-årige brasilianers kontrakt løber helt frem til sommeren 2023.

Prisen for Coutinho skulle ifølge flere medier være i omegnen af 160 millioner euro (1,2 milliarder kroner).

Det forventes, at midtbanespilleren tidligst kan få debut i lokalderbyet mod Espanyol 4. februar.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...