Barcelona sparer Messi i Champions League-kamp

FC Barcelona sparer Lionel Messi og flere profiler i onsdagens Champions League-kamp mod Ferencvaros.

Lionel Messi bliver sparet onsdag aften i et tæt kampprogram for FC Barcelona.

Lionel Messi bliver sparet onsdag aften i et tæt kampprogram for FC Barcelona.

BARCELONA:Lionel Messi er udeladt fra FC Barcelonas trup til onsdagens Champions League-kamp ude mod Ferencvaros.

Det oplyser fodboldklubben tirsdag på sin hjemmeside.

Heller ikke den offensive midtbanespiller Philippe Coutinho eller målmanden Marc-Andre ter Stegen er rejst med til Ungarn.

Cheftræner Ronald Koeman har valgt, at de tre spillere skal have hvile, oplyser hollænderen.

- Messi er en spiller, der altid vil spille. Jeg har snakket med spilleren. Den endelige beslutning er taget af mig som træner.

- Det er jeg nødt til. Jeg kan ikke hvile ham i resten af sæsonen, siger Koeman på et pressemøde.

Til gengæld er angriberen Martin Braithwaite med i truppen. Danskeren er inde i en god periode for klubben.

I den seneste ligakamp scorede Braithwaite et enkelt mål i 4-0-sejren hjemme over Osasuna.

Og i den seneste kamp i Champions League nettede den tidligere Esbjerg-angriber hele to gange i 4-0-sejren ude over Dynamo Kiev.

Barcelona har vundet de fire første kampe i gruppen og er allerede videre til forårets ottendedelsfinaler.

Cataloniernes trup er uden de skadede profiler Gerard Pique, Sergi Roberto, Ansu Fati og Samuel Umtiti.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.