Solskjærs United tørner sammen med Messis Barcelona

Christian Eriksen og Tottenham skal møde Manchester City i en af de fire kvartfinaler i Champions League.

Ritzau
Den tidligere Manchester United-angriber Andy Cole (til venstre) mødtes med FC Barcelona-sportsdirektør Eric Abidal efter Champions League-lodtrækningen, hvor de to klubber trak hinanden i kvartfinalen.
Fodbold 15. marts 2019 12:41

NYON: Det er nogle spændende kampe, der kan ses frem til i klubfodboldens ypperste turnering, Champions League.

FC Barcelona skal møde Manchester United i kvartfinalen, Tottenham skal møde Manchester City, mens Juventus møder Ajax.

I den fjerde og sidste kvartfinale skal Liverpool møde Porto.

United har siden fyringen af José Mourinho som manager fået styr på tingene under Ole Gunnar Solskjær.

Den midlertidige norske United-manager var med til at levere et mindre mirakel ved at slå Paris Saint-Germain ud i ottendedelsfinalen.

Det skete med en dramatisk 3-1-sejr ude over PSG, som havde vundet det første opgør med 2-0 på Old Trafford.

Nu venter der på papiret endnu hårdere modstand i form af det spanske mesterhold, Barcelona, der råder over stjerner som Lionel Messi og Luis Suarez.

Tottenham, der har Christian Eriksen på holdet, kan også forvente hårdere modstand i Premier League-rivalen Manchester City.

City slog i ottendedelsfinalen tyske Schalke 04 ud med de samlede cifre 10-2. I returopgøret i onsdags vandt City hjemme med hele 7-0.

Første kvartfinalekamp skal spilles 9. og 10. april, mens returkampene afvikles ugen efter.

Ved lodtrækningen i schweiziske Nyon blev det også afklaret, hvem der møder hinanden i semifinalerne.

Her er det således, at vinderen af Tottenham mod Manchester City skal møde vinderen af opgøret mellem Ajax og Juventus.

I den anden semifinale skal vinderen af kampen mellem Manchester United og Barcelona op mod Liverpool eller Porto.

Finalen afvikles lørdag 1. juni på Estadio Metropolitano i Madrid i Spanien.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...