Barcelonas Xavi meldes klar for Qatar-klub

Xavi Hernandez' far bekræfter, at midtbanespilleren skifter til Qatar-klubben Al Sadd efter denne sæson.

FC Barcelona's Xavi Hernandez. Foto: Manu Fernandez/AP/POLFOTO/arkiv

FC Barcelona's Xavi Hernandez. Foto: Manu Fernandez/AP/POLFOTO/arkiv

Xavi Hernandez er i gang med sin sidste sæson i FC Barcelona.

Tirsdag bekræftede midtbanespillerens far, at Xavi skifter til Qatar-klubben Al Sadd, når den nuværende sæson er spillet færdig.

- Det er tid til at sige farvel. Han er heldig at have modtaget et virkelig godt tilbud, som betyder, at han kan fortsætte med at spille og også snuse til trænerfaget, siger faderen til den spanske radiostation Cope.

Tidligere har Al Sadd offentligt bekræftet skiftet, men Xavi-lejren har ikke sat ord på endnu.

Torsdag vil Xavi afholde en farvel-pressekonference ifølge avisen El Mundo.

Xavi havde ellers ét år tilbage af sin kontrakt med Barcelona. Han er klubbens mest vindende spiller gennem tiden med foreløbigt 23 titler i alt.

Xavi har vundet otte spanske mesterskaber med klubben, og han kan stadig føje yderligere to titler til samlingen, hvis Barcelona sejrer i Champions League og den spanske pokalfinale.

Han kom til Barcelona som 11-årig i 1991 og har spillet mere end 760 kampe for klubben.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.