- Bare de rette folk lagde mærke til mig

Nordjysk tennistalent håber på større sponsorstøtte efter flot kamp i Copenhagen Open

KØBENHAVN: - Jeg håber, de rigtige folk lagde mærke til min indsats. Jeg sýnes i hvert fald selv, at jeg gjorde en rigtig god figur i min første ATP-turnering nogensinde. 20-årige nordjyske Rasmus Nørby, der har en fortid i tennisklubberne i Hjørring og Aalborg, men nu stiller op for Farum, var træt, men generelt godt tilfreds med sin indsats trods 2-1-nederlaget til den rutinerede tjekke Jiri Vanek i Copenhagen Open sent mandag aften. - Efter at jeg havde vundet andet sæt så overbevisende, kom jeg nok i pausen frem mod tredje sæt til at tænke lidt over, hvad det var, jeg havde gang i, og så kom nerverne desværre, forklarer Rasmus Nørby om sin uheldige start på tredje sæt, hvor han tabte de to første bolde og kort efter blev brudt i sin serv. - Fra da af servede tjekken særdeles godt og stabilt, og jeg var reelt ikke i nærheden af at bryde tilbage. Jeg forsøgte at slås for det, men det rakte simpelthen ikke, siger en ærlig Rasmus Nørby, der erkender niveauforskellen op til tjekken omkring 1000 pladser foran nordjyden på verdensranglisten. Nordjyden kaldte samlet sin indsats i tredje sæt for "uheldig og lidt urutineret". Men set over hele kampen var han dog tilfreds. - Nu bruger jeg præmiepengene - omkring 30.000 kroner - til at rejse til Italien og Kuwait, hvor jeg regner med at spille nogle såkaldte futures - turneringer lige under Challenge Tour, forklarer Rasmus Nørby. Først hedder det dog danske mesterskaber i Hillerød i uge 12, og her håber nr. fem i Danmark på en god lodtrækning. Samtidig håber han, at eventuelle sponsorer så hans glimrende indsats mod tjekken. - Det er ikke helt billigt at satse på en karriere som fuldtidstennisspiller, og jeg tror - specielt nu efter at have mødt en så højt rangeret spiller - på mine muligheder for at slå mig helt frem til ATP-tourens turneringer. Jeg mangler blot en bedre økonomisk støtte, siger Rasmus Nørby.Jens