Bare en fiks idé?

Hvis S og SF får magt, som de har agt vil specielt nordjysk erhvervsliv igen blive ramt, idet det fremgår af deres skatteudspil, at man vil pålægge afgift på 75 kr. pr. flyrejse.

Naturvidenskab 1. februar 2011 05:00

En såkaldt klimaafgift, som ifølge Rasmus Prehn (29.1.) skal pålægges, fordi flyrejser belaster miljøet, og han mener, at stigningen i billetprisen har mindre betydning, og påpeger, at køber man en billet til 2000 kr. eller sågar en dyrere charterrejse, er afgiften et lille beløb. Mon det helt er gået hans næse forbi, at Aalborg Lufthavn i dag har stor succes med mange billigrejser, således at en afgift på 75 kr. faktisk vil udgøre en væsentlig prisstigning, men så kan vores virksomheder jo bare, som Prehn udtaler, holde videokonferencer i stedet for at rejse til møderne, som oftest holdes i København. Konkurrencen for det nordjyske erhvervsliv er hård nok i forvejen, så det er meget væsentligt, at man kan være til stede som person og ikke som et billede på en skærm, men han mener åbenbart, at dette er ligegyldigt, og netop det, at vi her i Nordjylland erhvervsmæssigt har mulighed for deltage på lige fod med København er flytransporten, så det må vi virkelig tage vare på og beskytte. I dag har Aalborg Lufthavn 1,35 mio. rejsende, hvilket med denne afgift vil betyde ca. 101 mio. kr. ud af nordjyske lommer, så helt småpenge er det da ikke, og en stor del af dette beløb betales af erhvervslivet. Men måske kan Rasmus Prehn få f.eks. københavnerne til at rejse til Nordjylland, så forretningsmøderne kan holdes her. Klimaafgift kaldes det, for det lyder godt, at man vil passe på miljøet. Men måske skulle man sætte sig lidt ind i forurening ved forskellige transportformer. Det er faktisk således, at det er en sandhed med modifikationer, at CO2 udslippet ved en flyrejse er højere end ved brug at alternative transportformer. En flyrejse vil i mange tilfælde udlede mindre CO2 end en bilrejse. Dog kan fly sjældent konkurrere med en togrejse, men ingen, der har været i det private erhvervsliv eller blot kender en smule til det, kan vel forestille sig, at man skal rejse fire-fem timer i tog til Købehavn for at deltage i et møde. Mon det i virkeligheden har så meget med miljø at gøre, eller er det blot en "fiks" måde at få penge i kassen på? En metode, som bestemt rammer skævt, og med vanlig københavneri er det åbenbart helt fint, at det er nordjyderne, der må holde for.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...