Bare en ganske almindelig mor

Susanne Juel Thomsen har haft politiet som stabil støtte i forbindelse med sin søns narko-misbrug.

Susanne Juel Thomsen følte sig magtesløs overfor sønnens narkomisbrug. I sidste ende hjalp Politiet hende med at få ham ud af det hårde miljø og væk fra Hobro. Foto: Grethe Dahl

Susanne Juel Thomsen følte sig magtesløs overfor sønnens narkomisbrug. I sidste ende hjalp Politiet hende med at få ham ud af det hårde miljø og væk fra Hobro. Foto: Grethe Dahl

Susanne Juel Thomsen ligger i sin seng, da telefonen ringer. Det er omkring midnat. Nærmest automatisk tager hun tøj på, da hun ser, der bliver ringet fra et hemmeligt nummer. Inden røret når øret, er mange bange tanker nået til Susanne Juel Thomsen. - Hej Susanne, lyder det med telefonstemme, - Det er den vagthavende fra Hobro Politi. - Ja, det havde jeg næsten regnet ud, svarer Susanne Juel Thomsen, der tungsindigt gætter sig til, hvad han har på hjertet. - Din søn lå bevidstløs oppe på Hegedalsvej. Så vi har kørt ham til udpumpning på hospitalet, for vi kunne overhovedet ikke komme i kontakt med ham, lyder beskeden. Susanne blev både gal og bange. For hun vidste godt, hvad hendes 15-årige søn var ude i. Et stofmisbrug, som han ikke kunne styre. Et stofmisbrug, som hun heller ikke vidste, hvad hun skulle stille op med. Hun var gal over, at sønnen ikke bare kunne holde sig fra stoffer og alkohol, og bange for, hvor alvorlige konsekvenser stofferne kunne få en dag. Denne aften havde han sammen med en ven taget piller, der var lægeordineret til andre formål. Pillerne skulle have fået Rasmus til at se både stjerner, måner og glimmer. Til sidst fik de ham til falde bevidstløs om på gaden. Heldigvis blev han fundet og bragt på hospitalet i tide, inden pillerne fik fatale følger. Vennernes ord var lov Rasmus' misbrug startede, da han var omkring 14 år og stadig gik i folkeskole. Hjemme hos Susanne Juel Thomsen og hendes søn ændrede tonen sig radikalt. Rasmus blev fræk og flappet og satte stædige krav om at have lov til at feste på alle ugens dage. Aftaler om, hvornår han skulle være hjemme, blev brudt igen og igen. - Det var ikke længere mine ord, der gjaldt, men derimod vennernes, fortæller Susanne Juel Thomsen. De aftener hvor Rasmus ikke kom hjem i tide, skred Susanne Juel Thomsen selv til handling. Hun ringede rundt til Rasmus' venner. Når hun fandt ud, hvor han var, kom hun ned og hentede ham. Oftest fandt hun ham til fester, hvor alkohol, narko og piller stortrivedes. Rasmus lå en gang mellem døddrukken eller påvirket til festerne, mens venderne trippede rundt på amfetamin eller lignende. Det gik hurtigt op for hende, hvor langt ude sønnen var i et stofmisbrug. Prøvede alt Men hun vidste ikke, hvordan hun som mor skulle løse problemet og få ham til stoppe den livsfarlige vane. Skulle hun være forstående, møde ham i øjenhøjde og tale om problemet, når han kom hjem med opspilede øjne og årer og forstand fyldt med narko? Skulle hun fortsætte med den løftede pegefinger og stædigt holde på de faste rammer i hjemmet, når han gang på gang negligerede hendes husregler? Fortvivlelsen steg i trit med, at løsningen på problemerne lod vente på sig. Og Rasmus kom stadig længere og længere ud i sit stofmisbrug. - Jeg indså, at det var et problem, som jeg ikke kunne klare. Det var jeg ikke uddannet til. Jeg var jo bare en ganske almindelig mor, siger Susanne Juel Thomsen. Alene med ansvaret Rasmus' stofmisbrug fyldte efterhånden alt i Susanne Juel Thomsens liv. Selv om magtesløsheden tyngede hende fralagde hun sig ikke ansvaret for drengen: - Det var stadig mit ansvar, for det var min søn. Så måtte jeg gå til andre, der havde mere forstand på problemet, end jeg havde, fortæller Susanne Juel Thomsen. Først forsøgte Susanne Juel Thomsen at trække på sit sociale netværk for moralsk opbakning og støtte. Men hun fik ikke den støtte, hun havde håbet på og brug for. Venner og familie ville hellere stille skarpt på, hvor Susanne Juel Thomsen selv havde fejlet. - Jeg havde ikke brug for, at alle spurgte mig om, hvad jeg havde gjort forkert, og hvor jeg havde handlet forkert, siger Susanne Juel Thomsen. Hun følte, at venner og familie svigtede, da hun virkelig havde brug for dem. - Min tillid til andre folk røg. Jeg følte, at de faldt mig i ryggen, siger Susanne Juel Thomsen, der i dag har en langt mindre omgangskreds, end før problemer eskalerede. Flere af vennerne er blevet valgt fra. Politiets hjælp Hos politiet fandt Susanne Juel Thomsen til gengæld noget af den hjælp, hun havde brug for. Politiet kunne at lære hende at tackle ham, når han var påvirket. Politiets gadepatrulje kunne hjælpe hende, når hun endnu en gang måtte ned i byen for at lede efter Rasmus. Og nummeret til Politet var altid det første, der blev tastet, når Susanne Juel Thomsen følte, at problemet blev for overvældende. - Politiet var det halmstrå, som jeg kunne holde fast i. De var der hver gang, jeg kaldte, fortæller Susanne Juel Thomsen. Samtidig fik hun kontakt til en misbrugsbehandler, som hun havde tillid til. Han kunne hjælpe med at finde en vej ud af Rasmus' misbrug og en vej fremad for både ham og Susanne Juel Thomsen. Alle parter var enige om, at den eneste gode løsning var at få Rasmus væk fra Hobro og de betændte miljøer. I dag bor Rasmus på et opholdscenter i Nordjylland. Selv om problemet ikke har set den endelige løsning, så føler Susanne Juel Thomsen, at hun har fundet det rette spor. - Selvfølgelig er det hårdt at skulle erkende, at du ikke kan klare dit eget barn. Men du står jo i et problem, hvor du aldrig har været før. Det er jo ikke mæslinger, siger Susanne Juel Thomsen. Hun er lykkelig for, at det lykkedes at få sønnen væk fra Hobro, selv om det betyder, at hun i dag sidder alene i sin lejlighed i Hobro midtby. - Det vigtigste er, at min søn overlevede. Var han blevet i miljøet i Hobro, havde han ikke levet den dag i dag, siger Susanne Juel Thomsen. - Så kampen har været det hele værd, slutter hun.