Bare kald mig Lars

For muskelsvindlerne selv er fondens koncertaktiviteter med til at øge omverdenens forståelse for deres handicap

Aalborg 17. september 2002 08:00

AALBORG: Der er ingen, der stopper op og stirrer, når han kommer kørende ned ad gaden. Er han til jobsamtale, er det ikke hans fornemmelse, at kroppen står i vejen for hans kvalifikationer. Ja faktisk tænker han ikke engang selv over sit handicap. I hvert fald ikke særlig tit. Kørestolen er hans trofaste følgesvend. Grunden til det hedder muskelsvind, og når folk finder ud af det, smiler de bredt, og straks står der Grøn Tuborg i øjnene og fed musik ud af ørene. For alle kender Muskelsvindfonden. Hovedsageligt fra de mange koncertaktiviteter og især den årlige begivenhed Grøn Koncert. - Det betyder utrolig meget. Både fordi vi så tjener penge til fondens arbejde, men måske mere fordi koncerterne profilerer os udadtil over hele landet. Og vel at mærke er det en positiv profilering, der i første omgang får folk til at tænke på glade mennesker og ikke på sygdom og handicap. 24-årige Lars Lundsgaardvig smiler. De blå øjne bag brilleglassene fanger ens blik og fører det væk fra de kraftesløse lemmer. Kun én gang har han oplevet, at folk stirrede på ham, fordi han sidder i kørestol. Det var i Ungarn. Lige efter murens fald, hvor man ikke var vant til at se handicappede i gadebilledet. Herhjemme har det aldrig været et problem. Og det er han sikker på til dels skyldes Muskelsvindfondens arbejde og aktiviteter. - Jeg håber og tror, at det betyder meget for folks generelle opfattelse af handicappede at de ting, vi laver, forbindes med livsglæde og gode oplevelser. En aktiv svindler Han tager en slurk af den sorte kaffe. Bruger begge hænder til at løfte den hvide kop. I dag har han en smule travlt, for han skal hjem og læse op, inden et fly i morgen tidlig går på vingerne og tager ham med over Storebælt. For at overbevise en rådgivnings -og investeringsbank i hovedstaden om, at netop han er den rette til det ledige job som erhvervsjurist. Kørestolen har fulgt Lars de seneste 15 år, efter han som tre-fire årig hjemme i Svenstrup begyndte at snuble og falde mere end sine kammerater. Ellers husker han ikke meget fra tiden, da diagnosen blev stillet, og i dag er det en naturlig del af livet at skulle have hjælp til de praktiske ting 24 timer i døgnet. - Jeg tænker ikke på mit handicap hver dag. Det er jo bare naturligt og faktisk ligesom at tage brillerne på hver morgen. Han smiler. Og tager endnu en slurk af kaffen. I det hele taget er han god til at fokusere på de ting, han kan, istedet for at gruble over det, hans fysik sætter naturlige grænser for. Han har lige afsluttet sit fem-årige studie på normeret tid på Aalborg Universitet, og rejser herudover Europa tyndt som formand for det europæiske muskelsvind samarbejde, mens han også herhjemme er med, hvor beslutningerne tages. Som medlem af Muskelsvindfondens bestyrelse. Den fælles oplevelse Og skulle han få jobbet i København, skal det ikke ske på bekostning af det frivillige arbejde. - Det er vigtigt for mig at kunne kombinere begge ting, så jeg stadig kan være med til at profilere Muskelsvindfonden og forhåbentlig øge forståelsen for de handicappede. Og selvom formen ikke er god nok til at hjælpe direkte til ved koncerterne, vil Lars helt sikkert være at finde blandt tilskuerne også næste år. Som han har været de sidste 6-7 år. - Det er så fedt at se alle de glade mennesker og få en fælles oplevelse. At lave en hel dag ud af det og sidde på plænen med hele familien og nyde den gode musik. Og i virkeligheden er Lars slet ikke sikker på, om han overhovedet ville have lyst til rejse sig fra kørestolen og gå, hvis han fik tilbuddet. - Hvis jeg kunne gå, ville jeg jo bare spekulere over, hvorfor jeg ikke også kunne hoppe to meter i højdespring. Han smiler. Igen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...