EMNER

Bare kommunen lægger bunden

[/18 con rød]Bygruppe vil selv skaffe pengene til resten af fornyelsen

BÆLUM:Nu skal Torvet i Bælum gøres til torv igen, mener en aktiv bygruppe, der blev nedsat i forbindelse med et borgermøde i februar. Og bare Skørping Kommunes byråd vil stå ved sit foreløbige budgetløfte om en halv million i 2005, så skal byens borgere nok selv klare resten. - Kommunens rådgivere mener, at vores projekt kommer til at koste op mod 1,2 million kr. Det kan jo aldrig gå, så bliver det bare fejet af bordet. Derfor vil vi vende det om og se, hvad vi så kan få for de 500.000 kr., de har bevilget, forklarer Søren Jørgensen, afdelingschef i Spar Nord med adresse på Torvet i Bælum. Projektet går også ud på at understrege, at torvet er et markant historisk sted, hvor man i sin tid valgte Østhimmerlands repræsentant til den grundlovgivende forsamling. Skulpturen fra 1999 markerer det samme, men skal nu komme mere til sin ret. Den halve million skulle kunne række til den belægning, som gruppen har forestillet sig. Asfalten skal skiftes ud med fliser, så den gennemkørende trafik bremses, og parkeringspladsen midt i det hele skal nedlægges. - Det skal kun være beboerne i Nørregade, der skal have lov at liste ind over Torvet med bilen, hvis de gerne vil, siger Søren Jørgensen. Men hvis pengene fra kommunen kun rækker til at lægge bunden, så må bænkene, støbejernslamperne og det øvrige torveinventar af historisk tilsnit skaffes på anden vis. - Det skal vi nok selv klare, hvis bare kommunen holder sit løfte om de 500.000 kr., siger Søren Jørgensen og minder om, at der i flere år stod 350.000 kr. afsat til torveprojektet, men dem brugte kommunen så pludselig en del af til Bælum Stadion. Ud over Søren Jørgensen består bygruppen af Kjeld Eriksen, Søren Flou, Frank Jeppesen og Kim Ryberg.