Bare sorte mærker?

LÆSNING:”Det er bare små, sorte mærker på noget hvidt papir!” At læse bøger er ikke tilladt i den by, hvor Jonah vokser op. Det er kun de få udvalgte, der lærer at læse. For alle andre er det en hemmeligholdt færdighed, for det er tabu at huske på fortiden og ingen ser tilbage, alle ser blot ret frem mod hverdagens og hver dags opgave. Forfatteren Josefine Ottesen har tilbragt en del af sin barndom på ”Kettrupgaard”, det var i mange år et drengehjem for ”stærkt utilpassede børn og unge”. Her var den gamle Ottesen forstander. ”Kettrupgaard” lå – som alle sådanne hjem – fjernt fra civilisationens fristelser, nemlig i udkanten af Ingstrup. (Hvor Ingstrup Efterskole i de samme bygninger nu har en helt anden elevgruppe.) Jonah, der er hovedpersonen i ”Golak”, Josefine Ottesens ungdomsbog fra 2008, ville helt sikkert have været i drengehjemmets målgruppe (hvis man kan kalde det sådan) thi han er på ingen måde en dreng, der bare falder ind i det samfund, hvor romanen ”Golak” tager sin begyndelse. Byen og samfundet, der danner rammen om denne fremragende fortælling, ligger på på en bjergside, og befolkningen er forholdsvis afsondret fra kontakt med resten af verden. Man begiver sig nødig udenfor murene, thi udenfor vrimler det med golakker (nogen gensplejsede halvmennesker, vilde strejfere og alle mulige andre dødsfarlige væsener). Jonah har en mor og far, en bror og en søster og det lyder jo helt fredeligt og almindeligt, - men det er det så ikke. Mik, hans bror, er den tilpassede og fremtidshåbet i fællesskabet. Han siger i en diskussion med Jonah: ”Mik kiggede igen på ham med det sørgmodige blik, som ikke var til at holde ud. ”For sjov!” Han rystede på hovedet. ”Du fatter det ikke vel? Du forstår overhovedet ikke, at livet ikke er for sjov. Vores chance for at overleve afhænger af, at vi følger de regler, som ældrerådet har sat op, og at vi indvilliger i at stole på deres erfaring, og ...” Jonah er ordets mester, han er den kunstneriske og musiske søn, der også kan reflektere over tilværelsen. Han svarer så sin meget autoritetstro broder: ”Det ved du da ikke noget som helst om, Mik. Du har ikke været længere væk fra landsbyen end et stykke nede af floden for at fiske. Du aner ikke, hvad der skete før det store sammenbrud. Du er vokset op her og har aldrig interesseret dig for, hvad der findes uden for dalen. Du stoler bare blindt på nogle gamle mænd, der bestemmer alt.” Det er de store spørgsmål i bogen: Skal man stole på de,m der har magten? Skal man stille spørgsmåltegn ved den måde, samfundet er organiseret på? Hvilke værdier er vigtige? Hvad betyder kunsten i forhold til materiel sikkerhed? Som altid i fiktionens verden kan man læse meget mellem linjerne, og enhver læser kan læse sin egen hverdag ind i bogen civilisationskritik. På forfatterens hjemmeside (www.josefineottesen.dk) kan man læse, at ”Golak” er en bog, der er inspireret af dødsmetal og trash og forfatterens sekstenårige søns interesse for mørke og sorte sider i tilværelsen. ”Golak” er en fremtidsroman, der foregår i samfundet på den fjerne bjergside efter at forureningen og genforskningen og krigene har ødelagt den civilisation, som vi kender. Her er der nu et samfund, der bygger på ”ældsteråd” og en frygt for fortiden, minder og hukommelse. Ingen ser tilbage, ingen ser frem – alle ser blot hverdagen; undtagen Jonah, der spiller sit livs frustrationer ud på det orgel, han har genopbygget af en stor dynge ”småt brændbart”, der fandtes i smedeværkstedet hos Hakim. Hakim er en handlingens mand, der husker noget fra fortiden, men han underspiller sin viden og indsigt, så han kan falde ind i det gældende system. Han siger – da han står bøjet over en dynge blandet metal i værkstedet: ”Forbrændingsmotor. Duer ikke. Alt for store omkostninger.” ...... og senere lyder det: ”Utroligt at de selv troede på, at det kunne fortsætte. Grådigheden sejrede..” Josefine Ottesen får skrevet om forureningens omkostninger, om polnedsmeltningen, om regnskovsødelæggelsen og hvad sult, krig og gensplejsning kan føre med sig. Og hun skriver det i en fiktiv ramme, der er nærværende på trods af det særdeles fiktive ældrerådsstyrede bysamfunds forskellighed fra dagens Danmark. ”Det er blot nogen små, sorte mærker på noget hvidt papir” – sådan undrer den ikke-læsekyndige Elsa sig, da Jonah fordyber sig i de gemte bøger. Hun lukkes ude fra den erfaring, der giver Jonah indsigt og forståelse. Det er en anden vigtig pointe i Josefine Ottesens bog: Man skal vide noget, for at kunne forholde sig kritisk til sin tid. Og det er i bøger og i kunst, man kan få en kritisk vinkel. ”Golak” er første del af en serie, der har overskriften ”Det døde land”. Denne meget lidt opmuntrende fællestitel (og den tilsvarende mørke forside) dækker dog over en bog, hvor sproget er særdeles levende. Der dør mange, ødelægges meget, og der er sygdom, sult, savn og svigt gennem hele bogen, men det er fremragende litteratur; – for alle læsere, der kan tyde ”små, sorte mærker på noget hvidt papir.” Josefine Ottesen skriver til børn og unge, - men heldigvis må alle gerne læse med. Det er ikke kun børn og unge, der bør stille spørgsmålstegn ved rimeligheden af den måde, hvorpå vi forvalter verdens resurser. Bodil Christensen bor i Horne og er seminarielærer på Aalborg Seminarium, læreruddannet for mange (mange) år siden, efterskolelærer i mange (mange) år, ungdomstræner i Horne KFUM – og en rutineret højre fløj på Horne KFUM's divisionshold i håndbold.