Bare to af 67 pizzaer...

Lucianos Pizza & Pasta - Hadsundvej 11, Vejgaard.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Stedet hed tidligere Palme Grillen & Pizzabar - nu hedder det Lucianos Pizza & Pasta.

Ikke færre end 67 pizzaer - regulære, indbagte, til børn og meget andet - er der at vælge imellem hos Lucianos Pizza & Pasta, der indtil for nylig kaldte sig Palme Grillen & Pizzabar. Øjnene fyger og ned ad menukortet. Hvad skal man dog vælge? Og der er så mange muligheder, endda intet mindre end en Vejgaard Special, nummer 35 med tomat, ost, skinke, pølser, kebab, pepperoni, oksekød, sucuk (tyrkisk salami) og oregano. Mens fotografen meget bevidst går efter noget af det mest regulære - nummer 8, Pepperoni (med tomat, ost og pepperoni) - vover jeg mig ud i noget lidt mere eksotisk: nummer 16, Dilan (tomat, ost, kebab, jalapenos, løg, sucuk og oregano). I en hektisk frokoststund fås cirka en tredjedel af pizzaerne som frokostpizza til 25 kroner (eller 50 kroner for almindelig og 100 kroner for familiestørrelse). Mens man venter (eventuelt på en af 16 siddepladser, heraf fire vinduespladser) kan man beundre stedets meget store opbud af mad. Med en spareribs-menu med pommes frites og drikkevare til 95 kroner som det dyreste. Det tager det meste af 10 minutter at fremtrylle to frokostpizza i pænt store frokosttallerken-størrelse - og de er værd at vente på. Med sprød kant og en ganske svag smag af noget brændt (af kul, som fotografen udtrykker det) - uden på nogen måde at være hverken forbrændte eller forkullede. Fyldet, især på Dilan, nærmer sig det ødsle. Her er bestemt ikke sparet på noget, og vi bliver enige om, at man egentlig kan komme langt - og virkelig få dækket sin frokostappetit grundigt - for bare 25 kroner. Samtidig er det en aldeles udmærket smagsoplevelse. Eller som fotografen siger om sin pepperoni-løsning: - En fortræffelig variation over temaet: Varm pølsemad med ost.