Hospitaler

Barfodslæger

Det er på kanten - på kanten af det anstændige, når personalet på landets sygehuse dagligt vader rundt i sandaler og bare tæer.

Jesper Hansen

Jesper Hansen

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der tænker sådan, men på mig virker det altså temmelig useriøst. Det er ikke, fordi jeg er specielt bornert eller sippet, slet ikke - jeg går selv med bare tæer i haven og på stranden. Som barn rendte vi altid rundt i bare ben - og jeg husker endnu med skrækfyldt fryd fornemmelsen af at jokke i en lind og lun kokasse med bare fødder. Men måske er det netop derfor, at jeg finder denne hospitals-uvane temmelig uæstetisk, selv om jeg naturligvis går ud fra, at det sker med ledelsens accept - og i bedste overensstemmelse med de ellers strenge hygiejniske krav, som man nødvendigvis må stille på et sygehus. De bare tæer viser, at man prioriterer egen komfort over de mennesker, man skal pleje. Det signalerer en total mangel på respekt for kunderne i systemet, patienterne. De patienter, som er skatteydere, og som yder dette personale en ganske pæn gage. De patienter, som også har betalt en dyr uddannelse med tilhørende SU til disse læger, sygeplejersker, og hvad man ellers kalder den slags personale. De patienter, som nu forventer at få lidt af de surt betalte skattekroner tilbage i form af lindring og omsorg. Men hvordan skal man kunne tro på, at der er hjælp at hente, når personalet går rundt og ligner en strandtur? Når man klæder sig som en campingplads søndag morgen, er der ikke ligefrem lagt op til seriøsitet. Det næste bliver vel, at den hvide kittel bliver erstattet af en turkis-lilla joggingdragt? Jeg vil her undlade at kommentere mange af de kvindelige medarbejderes overordentlig kunstfærdige bemaling af tåneglene, men kan da ikke lade være med at nævne, at det mest af alt giver associationer til de medsøstre, som ernærer sig ved et helt andet serviceerhverv, der traditionelt betegnes som verdens ældste. Nu jeg er i gang, undrer det mig i øvrigt, at mennesker med adskillige års skolegang bag sig ikke kan klokken. Man kan nemt få den tanke, at det blot er for at vise, hvem der bestemmer og har magten, når personalet rundt om på sygehusene konsekvent kommer for sent til aftalte møder, undersøgelser og konsultationer. Selvfølgelig kan der opstå nødsituationer, som kan medføre forsinkelser, men for almindelige mennesker minder det altså mere om akademiske uvaner og dårlig produktionsplanlægning. Måske et virksomhedsbesøg hos militæret eller på en avis, hvor der indimellem også kan opstå nødsituationer, kan lære sygehuspersonalet lidt om, hvordan man tackler det? Min kone var for nylig indlagt på Sygehus Syd i Aalborg - og det åbenbarede for mig en sælsom verden, som ligger milevidt fra alt, hvad jeg opfatter som normalt. Ud over at man altså går i bare tæer på arbejdet og konsekvent kommer for sent til aftaler, lever personalet på dette mastodontsygehus i deres egen lille verden, hvor man ikke forsømmer nogen som helst anledning til at delagtiggøre patienterne og deres pårørende i, hvor travlt man har på stedet - uagtet at jeg altid har ment, at arbejdspladsens små problemer og skærmydsler aldrig kan blive kundernes sag. Det er noget, som man ordner med ledelsen. Hvis sygehuspersonalet skal gøre sig håb om fortsat sympati hos befolkningen, når det klør i politikernes sparefinger, er der altså en hel del, som skal laves om. Da formand Mao i sin tid introducerede barfodslægerne, som han sjovt nok kaldte medarbejderne i folkerepublikkens primære sundhedstjeneste, skete det under parolen "Tjen folket". Jeg synes, at personalet skal tage denne simple opfordring til sig. JESPER HANSEN, Øland. Debattør, foredragsholder og fortæller. Har blandt andet arbejdet som tekstforfatter, informationschef i Nuuk Kommune og seniorrådgiver i Arktisk Råd. Ægte nordbo - har boet i Norge, Grønland og Nordjylland - www.dovregubben.dk.