Barfoed revser Løkke: Mangler reformer

Partiet har ingen reformdagsorden, lyder kritikken.

Barfoed revser Løkke: Mangler reformer

De Konservatives formand, Lars Barfoed, er ude med riven efter sin gamle regeringsmakker Lars Løkke Rasmussen (V). Han og partiet Venstre er nemlig ikke klar til at lave reformer, mener Barfoed.

- Løkke har ingen reformdagsorden. Det har han og Venstre ikke haft i ti år, siger Lars Barfoed til Berlingske.

Venstre lover ellers reformer af velfærdssamfundet, men K-formanden mener alligevel, at De Konservative er det eneste reformvillige parti i den tidligere regeringsalliance.

Faktisk kan VK-regeringens reformer tilskrives De Konservative, siger han.

- De reformer, vi foreslog, blev afvist. Efterløn, dagpenge og skattelettelser blev jo afvist af Venstre og Dansk Folkeparti gennem 00'erne. Vi måtte trække dem til det, siger Lars Barfoed til Berlingske.

Mens Lars Løkke Rasmussen forholder sig tavs til kritikken, så afviser Venstres politiske ordfører, Ellen Thrane Nørby, at der er noget om snakken. Venstre har en stærk reformdagsorden, fastslår hun til Berlingske.

Liberal Alliances formand Anders Samuelsen bakker Barfoed op i kritikken og siger, at Venstre ikke er et reformparti.

Lørdag indleder De Konservative deres landsmøde i Herning, og her skal partiets reformvillighed i centrum.

For nylig kritiserede både De Konservative og Liberal Alliance også Venstre for at mangle en klar linje i skattepolitikken.

Det skete, efter at det store oppositionsparti fremlagde sit udspil til finansloven.

- Jeg er i tvivl om, præcist hvad linjen er, sagde Lars Barfoed til Ritzau.

Før valget understregede Lars Løkke Rasmussen, at der ikke var råd til nye skattelettelser efter valget.

Men i foråret krævede Venstre så skattelettelser for 13 milliarder kroner, inden partiet lavede en aftale med regeringen, der giver skattelettelser for syv milliarder kroner.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst