Barn af en alkoholiker

35-årige Henrik har stadig ar på sjælen efter sin mors alkoholmisbrug

Henrik fik først hjælp til at bearbejde sine barndomstraumer som 34-årig. I dag går det stærkt fremad takket være TUBA (Terapi og rådgivning for Unge, som er Børn af Alkoholmisbrugere)Foto: Bent Jakobsen

Henrik fik først hjælp til at bearbejde sine barndomstraumer som 34-årig. I dag går det stærkt fremad takket være TUBA (Terapi og rådgivning for Unge, som er Børn af Alkoholmisbrugere)Foto: Bent Jakobsen

Når Henrik som barn stod op om morgenen, var han altid meget forsigtig og gik på listetæer: Hvordan er mor her til morgen? Har hun allerede været i flasken i nat, eller ligger hun og sover? Utrygheden var der lige fra han slog øjnene op, og spørgsmålene flaksede rundt i den lille drengs hoved, mens han sneg sig ud af sengen. - Det var en stressende tilværelse. Psykisk stress ud over alle grænser, husker den i dag 35-årige Henrik, der af hensyn til sin familie ikke ønsker sit efternavn offentliggjort. Han er i dag stadig mærket af en barndom, hvor hans mor næsten dagligt tågede rundt i en alkoholrus, mens han forgæves forsøgte at stoppe hendes misbrug. Det gjorde han på alle mulige måder - og som seksårig med sit eget liv som indsats. - Jeg tømte en hel flaske kirsebærvin, for at hun ikke skulle drikke den. Og bagefter blev jeg sendt til udpumpning, fortæller Henrik, mens han rynker på næsen og får trækninger ved munden, som om han stadig kan huske smagen 29 år efter. - Far, få os væk herfra Henrik husker også tydeligt, hvordan han ofte blev sendt ned til købmanden efter øl og vin til sin mor, og hvordan han på sin egen måde prøvede at stoppe hendes alkoholindtag. Han tabte tit posen med alkohol på vej hjem fra købmanden, men moderen fik bare bragt en ny forsyning med bud. - Jeg spurgte min far flere gange, om han ikke kunne pakke og rejse væk derfra med min bror og mig. Men det gjorde han aldrig, sukker Henrik. - Jeg tror, han var bange for skyldfølelsen, fordi han godt vidste, hun ville drikke sig ihjel, hvis han ikke var der, forklarer den 35-årige søn. Løj for kammeraterne Henrik vidste aldrig, hvad der ventede ham, når han kom hjem fra skole. - Måske sad min mor og syede ved symaskinen eller stod og bagte i køkkenet, men det kunne også være, hun lå og sov i en stol med en flaske vin i hånden, fortæller Henrik. Det var årsagen til, at han aldrig inviterede venner med hjem fra skole. - Man vil helst ikke have, at kammeraterne ser ens mor kravle rundt på køkkengulvet efter proppen til snapseflasken, forklarer Henrik. - Og selv om jeg tog hjem og vejrede stemningen, så kunne hendes tilstand være en helt anden, når jeg kom tilbage en time senere, tilføjer han. Hans stemme ryster ikke det mindste, mens han fortæller, men randen af tårer, der lige så stille pibler frem i øjnene, afslører, at det stadig gør ondt at tale om. Som barn forsøgte han altid at komme med vennerne hjem efter skole, og når de ville hjem til ham, fandt han på undskyldninger om flytterod eller lignende for at undgå det. - Hvor andre rendte rundt og legede, tænkte jeg på, hvilke løgne jeg skulle bruge næste gang, erindrer han. Pauseklovn der ikke sagde nej Men løgnene tog til og fulgte ham helt op i voksenårene. Det samme gjorde flere andre dårlige vaner. - Jeg var stresset og overgearet og sagde aldrig nej, uanset hvor stresset jeg var, erkender Henrik. - På en eller anden måde gav det mig en bekræftelse af, at folk kunne lide mig, hvilket jeg har manglet fra min mor, forklarer han. Men det var ikke nok. Henrik blev også pauseklovnen, der altid havde en vittig bemærkning. - Det fjerner fokus fra, hvordan man har det. Humor har tit været et våben for at overleve. Men man kan ikke blive ved, understreger Henrik. Frustrationerne gik ud over hans i dag tiårige datter, når Henrik træt kom hjem fra arbejde og ikke længere orkede at opretholde facaden som pauseklovn. Indså der var brug for hjælp Forholdet til datteren blev mere og mere anstrengt, og til sidst søgte Henrik hjælp hos Familiehuset i kommunen. - Efter et par hjemmebesøg sagde rådgiveren til mig: Det er jo slet ikke det her, du har brug for. Har du hørt om TUBA?, genfortæller Henrik. Det havde han ikke. Den på det tidspunkt 34-årige Henrik havde aldrig åbnet op og fortalt andre om sine problemer. Al elendigheden havde han i stedet gemt godt væk inde i sig selv. - Jeg bar rundt på det hele inden i mig og troede, at jeg ikke kunne åbne bare lidt op for det. Hvis jeg gjorde det, troede jeg, det hele eksploderede, så jeg ville ende på den lukkede, forklarer han. Men Henrik ville snart komme til at lette på låget til de indestængte følelser. For kort efter besøget fra Familiehusets rådgiver, døde begge hans forældre kort efter hinanden. Mens Henrik og broderen gik og ryddede op i deres barndomshjem med rødvinspletter og brændmærker på gulvene, væltede alle de undertrykte følelser op i ham, og Henrik indså, han havde brug for hjælp. Han kontaktede TUBA, og kom i behandling efter tre-fire måneder på venteliste. Undgik mavesår og stress - Det var meget hårdt at begynde. De første gange tog vi meget små bidder af min historie, men som tiden gik, blev det nemmere og nemmere at åbne op, og jeg fik nogle værktøjer til, hvordan jeg for eksempel kunne lære at sige nej, fortæller Henrik, der har fået hjælp hos TUBA i syv-otte måneder nu. Når samtalen i dag falder på forholdet til datteren, lyser han op i et smil. - Det kan snart ikke gå bedre. Hun siger, jeg er mere glad og ikke længere skælder ud uden grund, smiler Henrik glædesstrålende. Han er ikke i tvivl om, hvor han var endt, hvis han ikke havde hørt om TUBA. - Hvis ikke jeg havde fået hjælp, så havde jeg stadig været pauseklovn i stedet for at takle mine problemer. Rent fysisk ville jeg nok også have haft mavesår på grund af stress. Men det allerværste er, at jeg ville have skubbet min egen datter fra mig, erkender Henrik. Han tropper fortsat op hver fredag klokken kvart over 12 hos en af TUBAs psykologer. - Så længe jeg kan mærke, det stadig gavner, så vil jeg komme her, fastslår han.