Barnaby skal optages i København med danskere på rollelisten

Et afsnit i den 16. sæson af Barnaby skal optages i København, hvor to danske skuespillere skal medvirke.

Danmark 3. september 2013 15:09 - Opdateret 3. september 2013 15:12

Barnaby skal optages i København med danskere på rollelisten

Et afsnit af den kendte britiske krimiserie "Kriminalkommissær Barnaby" skal optages i København. Det skriver den britiske avis The Independent ifølge DR P4 København.

Afsnittet bliver efter sigende jubilæumsnummer 100 i rækken, og titlen bliver "Drabene i København". Serien, der går ind sin 16. sæson, får i episoden i København to danske medvirkende.

Birgitte Hjort Sørensen, kendt fra "Borgen" i sin rolle som journalisten Katrine Fønsmark, og den prisvindende Ann Eleonora Jørgensen, kendt fra sin rolle som Pernille Birk Larsen i "Forbrydelsen", kommer til at spille et par roller, oplyser DR P4 København.

Afsnittet bliver produceret i samarbejde med Danmarks Radio og den engelske producent Bentley Productions fra ITV, og det bliver optaget i København og omegn i oktober.

Anerkendelsen af det danske publikum, der får episode nummer 100 til København, skyldes, at serien er utrolig populær i Danmark.

Og idéen med at optage her er blevet til, fordi man gerne ville lave noget specielt for at markere jubilæet, udtaler produceren af serien, Jo Wright, ifølge The Independent.

I forbindelse med optagelserne i Danmark har man samtidig fået mulighed for at samarbejde med DR, der særligt med "Forbrydelsen" har fået et godt omdømme i England, da serien blev vist på engelsk TV.

Siden 1997 er serien rullet over TV-skærmene med kriminalkommissæren, der har originaltitlen "Midsomer Murders".

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...