Barndom med alkohol og smerte

Børn af alkoholikere er præget resten af livet - Blå Kors hjælper dem med at håndtere smerten

Ida Thorsen
An­ders Germansen er godt på vej til at få sig et godt liv tak­ket være hjælp fra Blå Kors¿ gra­tis råd­giv­ning, TUBA. foto: daniel mik­kel­sen
Pædofili 21. september 2007 06:00

NORDJYLLAND: Som et kort, lysende glimt farer smilet hen over den unge mands ansigt og når næsten helt op til øjnene. Men også kun næsten. For de mørke alvorlige øjne er stadig fulde af sår efter en opvækst med så megen sorg, savn og smerte, som intet barn bør bære rundt på. Alligevel vidner de få hurtige smil om en overlevelsestrang, en slags optimistisk insisteren på, at også han har ret til at føle glæde og opleve lykken. Først nu, 25-år gammel, er Anders Germansen omsider i gang med at fordrive dæmonerne. Anders var kun seks år, da en mørk skygge lagde sig over barndomshjemmet i Sæby. Sammen med storebroren ledte Anders en dag efter et par vanter i familiens klædeskab, så de kunne lege boksekamp. Ligesom de netop havde set i fjernsynet. Men legen nåede aldrig at komme i gang og drengene glemte alt om vanter og boksekamp. Flasken i skabet For som en skjult og uhyggelig hemmelighed, dybt inde mellem huer, vanter og vinterfrakker i skabet, fik Anders¿ lille hånd i stedet fat i en flaske. Det så ud til at være en spændende gammel flaske, og han og storebroren løb glade ned i stuen for at vise forældrene, hvad de havde fundet. Måske et levn fra dem der boede i huset før, måske en sjælden flaske, som man kunne få penge for, husker Anders, at brødrene snakkede om, på vej ned ad trappen. Fra det øjeblik de nåede ned i stuen, var Anders barndom ikke mere den samme. Brødrene så med undren, hvordan moren stirrede forlegent ned i gulvet, da de viste flasken frem. Hørte farens vrede og skuffede ord, der haglede ned over hende, uden at de anede hvad det var, de havde udløst. ¿Jeg troede, at du var holdt op med at gemme flasker for mig¿, lød farens skarpe ord til moren. Ved siden af stod Anders og forstod ingenting. Kunne bare mærke at noget var helt galt. Følte hvordan de tunge bebrejdelser og den dårlige stemning bredte sig i stuen og satte sig i ham som en dyb følelse af skyld. Spekulerede over, hvorfor hans mor gemte gamle flasker i skabet og hvorfor hans far blev så vred over det. Ulykkelig over, at han, uden at ville det, havde skabt dårlig stemning i hjemmet. Den dag forstod Anders ikke den dybere sammenhæng. Han opfattede kun, at der foregik noget i familien som var ubehageligt, truende. Fornemmede, at ikke alt i hans lille liv var så lyst og ukompliceret som han troede, og følte, at han selv bar en del af skylden for misstemningen. Begivenhederne den dag lagde grunden til en barndom og ungdomsår med angst, savn, lavt selvværd og en dyb skyldfølelse. I løbet af det næste par år gik det med smertelig klarhed op for Anders, hvordan tingene hang sammen. At hans mor var dybt alkoholiseret. Efterhånden blev han mere bevidst om, hvad der foregik, og følelsen af savn og svigt voksede i ham, dag for dag. Livet blev pludselig opdelt i gode dage og dårlige dage, alt afhængig af, om moren var beruset, når hun kom hjem fra arbejde. Frirum i skolen For Anders var skolen det dejlige frirum, hvor intet ubehageligt kunne nå ham. - Men om eftermiddagen, når jeg kom hjem, havde jeg altid et øje på uret. Jeg vidste præcis hvor lang tid der var tilbage, inden min mor kom hjem, fortæller Anders. - Så havde jeg måske to timer at lege i, inden jeg skulle være klar til det, der ventede. Anders fik aldrig lov at være barn, slappede aldrig helt af, når han legede med sine kammerater. - Der var hele tiden den uhyggelige spænding om, hvad der ventede, når hun trådte ind ad døren, husker Anders, der opererede med to muligheder: At moren kom gående i rask tempo, ind gennem bryggerset, så var alt i orden og Anders kunne slappe af. - Jeg kan huske, at selvom hun var ædru, så måtte jeg sommetider hen og kysse hende goddag flere gange, fordi jeg lige skulle mærke efter igen, om hun lugtede af spiritus. Men den anden mulighed, de dårlige dage, var der flest af i Anders¿ liv. Så kunne drengen høre, at hun slæbte lidt med fødderne og fumlede med skoene, inden hun kom ind i køkkenet. - Jeg vidste lynhurtigt om hun havde drukket, var uhyggeligt skarp til at opfatte det, siger Anders, der som de fleste børn af misbrugere har en ekstremt veludviklet sans for at fornemme stemninger. - Hun kunne stå, vaklende, og støtte sig til køkkenbordet, mens hun sagde at hun ikke havde drukket, og jeg vidste at hun løj for mig. - Jeg kunne se langt væk, at det ikke passede. Så var det vigtigste for mig bare at få hende i seng, så lå jeg ofte og græd mig i søvn bagefter, husker Anders. Stjal fra sparebøssen At hans egen mor kunne finde på at lyve for ham, opfatter Anders som noget af det værste han oplevede i sin barndom, sammen med de situationer, hvor moren stjal af hans sparepenge for at få råd til at købe spiritus. Oplevelser, der gjorde smerteligt ondt og skabte en dyb angst i drengen. - Det var utænkeligt, at ens egen mor kunne stjæle fra en, og det gjorde mig meget bange og rykkede ved hele mit verdensbillede, fortæller Anders. - Jeg kan stadig huske den raslen fra sparebøssen, når jeg sad inde i stuen og så fjernsyn. Lukkede ørerne - Men jeg ville ikke gå ud og tage hende på fersk gerning, så jeg tænkte bare, nej, det der hørte jeg ikke, siger Anders og ryster afværgende på hovedet. Anders havde hele tiden forsøgt at overbevise sig selv om, at når moren drak, så var det ikke for at skade familien, eller for at såre ham. - Men når hun løj for mig og stjal fra mig, så var det jo mig hun ramte, så vidste jeg ikke hvor jeg havde hende. Så havde jeg ikke nogen mor, kommer det stille fra den unge mand. - Jeg kunne stå der foran hende og gøre alt, for at gøre hende glad, for at få hendes opmærksomhed. - Men lige lidt hjalp det, og jeg undrede mig over, at hun ikke var der for mig, når jeg havde brug for hende. Sådan som en mor skal være. Da Anders var 12-13 år kom moren i flere omgang på afvænning. Efter flere mislykkede forsøg, der gav store op- og nedture i familien, lykkedes det omsider for hende at blive ædru. Men det betød ikke, at smerten og angsten i Anders forsvandt. - Det var, som om der blev lagt låg på alt det der var sket, nu skulle der ikke rippes op i det mere, husker Anders, der i teenageårene holdt sine tanker meget for sig selv. Skyldfølelse, vrede og lavt selvværd gav ham nogle svære år. Efterhånden udviklede det sig til en stor og voldsom angst, der lammede og paralyserede ham. Han frygtede livet, han frygtede, at han selv skulle ende som alkoholiker og gik også med selvmordstanker. - Jeg kunne pludselig blive ramt af frygtelige syn, hvor jeg så mig selv sidde og drikke nede i køkkenet. - Jeg opsøgte det negative, dyrkede det der gjorde ondt, fordi jeg ikke mente, at jeg fortjente bedre. Jeg var ikke vant til at have det godt. Anders¿ bror slap mere helskindet gennem barndommen og ungdommen og bor i dag med sin familie i København. - Han var bedre til at gå sine egne veje og finde sit eget liv, mens jeg blev derhjemme og tog det hele på mig, siger Anders, og smiler et af de sjældne smil, når talen falder på broren og hans familie. Håb for fremtiden - Når jeg tænker på ham og mine to dejlige nevøer, så får jeg også håb om selv engang at få en familie, siger han. Og det går den rigtige vej for Anders. For et par år siden kom han i terapi i Blå Kors¿ gratis rådgivning, Tuba, i Hirtshals. Han er også med i en gruppe i Adult Children Anonymous, ACA, der rådgiver voksne, der er vokset op i alkoholiserede hjem. - Under samtalerne med psykologen var det, som om der blev åbnet for en hel gryde af dårligdom, og det gjorde i perioder smerten endnu større og mere synlig, fortæller Anders. Men nu er det omsider begyndt at gå fremad, og der er flere gode end dårlige dage. - Jeg har lært at leve med alt det jeg oplevede, savnet af en mor og alle de gange hun svigtede mig, uden at det slår over i angst. - Jeg har stadig en stor vrede mod hende, samtidig med at jeg er så glad for, at hun er blevet ædru. - Vi har et godt forhold i dag, selvom jeg indimellem er nødt til at holde en pause fra hende, for ikke at møde hende med al for stor vrede. På trods af de kampe han har kæmpet, så er det lykkedes for Anders at gennemføre en uddannelse. Han tog studentereksamen fra Dronninglund Gymnasium, derefter en et-årig HH og i sommer blev han bachelor fra Aalborg Universitet, med dansk som hovedfag og kommunikation som bifag. Noget han fortæller med stor beskedenhed. - Mit lave selvværd gør nok, at jeg synes, at det jeg præsterer ikke er noget særligt. - Men jeg kan godt se, at det faktisk har krævet stor stædighed og gåpåmod at holde fast i mit studium, selvom jeg har haft det elendigt indimellem. Anders har netop fået arbejde i en forretning i Aalborg, han har planer om at læse videre og drømmer om at arbejde med medier eller film, måske på instruktørplan. - Jeg kan stadig cykle rundt i min egen selvmedlidenhed, men nu har jeg viljen til at få et godt liv, selvom jeg stadig føler en stor smerte over, at jeg ikke havde den mor jeg drømte om, da jeg var dreng. - Hun synes, det er flot at jeg er kommet så langt, hun fortæller at hun holder meget af mig og erkender fuldt ud sit ansvar for alt det, der skete. Mens Anders fortæller, at hans mor er meget stolt af ham, breder smilet sig for første gang under samtalen helt op til øjnene. Det er ikke til at tage fejl af, hvor stor længsel efter en mors omsorg og anerkendelse, der stadig gemmer sig i den unge mand.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...