Barndommens sår heles aldrig helt

@Brød.9.uncial.Taz:?Jeg har haft en vanskelig opvækst med bank og afvisning, og har taget skade af det. Mange år i terapi har lært mig at takle tilværelsen, og jeg klare mig ganske fint her i livet. Alligevel føler jeg en bitterhed, som aldrig helt vil slippe grebet, og af og til må jeg bare lufte de onde minder i håb om, at mine medmennesker skal vise en smule indlevelse og forståelse. I det mindste lytte. Men det har vist sig at være rigtig dumt. De fleste, mindst 90 procent, tager nemlig mine forældre - specielt min far, som var den, som slog - i forsvar. Man forklarer mig i sentimentale, belærende vendinger at "han mente sikkert ikke noget ondt med det". Eller: "Han var et produkt af sin tid, og sikkert skadet selv." Men er det virkelig min opgave at tolke min fars baggrund og hans motiver? En kvinde forklarede mig dybt alvorligt at jeg måtte forsøge at tilgive mine forældre, så ville angsten forsvinde. Jeg tilgiver dem gerne, men det er ikke der det ligger! Det er umulig for mig at fokusere på min angst. Jeg sidder i en slags rullestol, mentalt set (den er rigtig nok elektrisk, sådan at jeg kommer frem uden hjælp), men rullestolen bliver ikke borte selv om jeg tilgiver og forstår aldrig så meget. Jeg synes det er overdrevet at give børn ansvar for forældrenes misgerninger. Enhver må tage et opgør med sin barndom; årsagen til de ulykkelige forhold ligger i fortiden, ikke i nutiden. Jeg føler afmagt og fortvivlelse over at genopleve afvisning og uforstand fra voksne mennesker. Kan du give mig en forklaring på hvorfor mine medmennesker kommer i forsvar og bliver irritable og belærende, når det er mig, barnet, som har lidt overlast? @Brød.9.uncial.Taz:!Dit brev spejler mange menneskers erfaringer med at snakke om det, der var vanskeligt og gjorde ondt i samspillet med forældre. Jeg tror der er mange forskellige grunde til disse halv- og helafvisninger. Nogle handler om, at din fortælling rører andre mennesker dybere, end de måske selv er bevidste om. Andre om at det er vanskeligt for en del mennesker at rumme andres smerte uden at kunne eller skulle gøre noget med den. Atter andre handler om vores kultur, som længe har været sådan at forældre - og specielt mødre og usensitive fædre - beskyttes af både den offentlige mening og også langt ind i de professionelle systemer. Alle synes villige til at konstatere, at forældrene gjorde "det så godt, de kunne," men få er parate til at fokusere på det faktum, at det bedste, de kunne, bare ikke var godt nok til at lægge fundamentet for et liv uden angst. Det er helt enkelt nemmere at sætte fokus på børnene og påtvinge dem forskellige former for hjælp og behandling. Når denne kultur er værst resulterer den i det, vi kalder "offentligt omsorgssvigt". Men, nu har jeg jo i virkeligheden bare gjort det samme, som dine bekendte gør. Jeg har analyseret adfærden hos dem, du føler dig afvist af, og hvad skal det hjælpe? Jeg har imidlertid et par forslag, som måske kan være til nytte for dig: Det første er at være omhyggelig med de mennesker, du gerne vil dele dine oplevelser og følelser med. Fortæl dem direkte, at du har lyst til at dele nogle ting med dem, som er smertelige for dig og som måske kan være vanskelige bare at lytte til. Fortæl dem også, at du ikke forventer noget andet fra dem, end at de lytter. Når og hvis du fornemmer, at det alligevel bliver for meget for den, der lytter, må du afbryde og f.eks. sige "Du ser ud, som om dette alligevel bliver for meget for dig. Gør det det?" Stol på din egen fornemmelse og husk, at din ensomhed altid er der - også når du momentvis er mindre alene. Efter min erfaring er vi alle ensomme - altid. Filosoffer har talt om den "eksistentielle ensomhed", som bl.a. skyldes det faktum, at der ikke findes bare et andet menneske på jorden, som er præcis ligesom mig. Selv om jeg genkender mig selv i andre mennesker og måske endda er så heldig at have en "soulmate", betyder det bare, at jeg er mindre alene, men ikke at jeg er mindre ensom. Ingen andre kan i virkeligheden forstå mig helt. Rigtig mange mennesker bruger store dele af deres liv på at undgå konfrontationen med denne grundlæggende ensomhed. Når der så - som i dit tilfælde - kommer konkrete følelsesmæssige traumer oveni, opstår naturligvis det håb, at ensomheden vil forsvinde, når oplevelserne og smerten er bearbejdet. Det sker meget sjældent. Når et menneske som du alt for tidligt i livet bliver tvunget ud i både ensomhed og alenehed, mister man den fundamentale tryghed, som burde være et mindstekrav til børns liv, og så bliver angsten evigt nærværende. Når denne ensomhed bor i børns øjne, er der næsten ingen grænser for voksnes (ofte misforståede og selvoptagede) omsorg, hvorimod den hos voksne enten skræmmer andre væk, eller får dem til at flyde over med løsningsforslag. De ser ikke, at det er dig, der har brug for oplevelsen af at være et værdifuldt menneske, og i stedet forsøger de at gøre sig nyttige. Da jeg jo ikke kender dig, kan jeg kun vide, at du faktisk var offer, men ikke om det også er blevet en dominerende del af din identitet? Hvis det er sket på en sådan måde, at det ses i dit ansigt og i din kropsholdning og høres på din stemme, vil det uundgåeligt føre til, at en del andre mennesker føler sig tiltrukket af dig for derefter helt at afvise dig - tilsyneladende helt uden begrundelse. Jeg ved heller ikke, hvad du har forsøgt for at få bedre styr på angsten. Mit eneste forslag er at holde den lille pige indeni i live og forsøge at give hende al den accept og omsorg, som hendes forældre ikke magtede at give hende, da hun trængte mest til den. I bedste fald må du adoptere hende og ad den vej - ved hjælp af åben kommunikation - sørge for, at hun ikke dominerer hele dit liv hele tiden. Din partner, dine venner og evt. dine børn skal vide, at de må kunne forholde sig både til den voksne kompetente kvinde og den lille angste pige, og at du ikke altid selv kan kontrollere, hvilken af dem der kommer til udtryk gennem din mund og din adfærd. Din far var som far for dig en inkompetent, ufølsom idiot, og sådan var det desværre. Din mor var enten ligesom ham eller lod dig betale en pris, som hun burde have beskyttet dig imod, men sådan var det desværre ikke.