Barnepige under anklage

To brødre vidnede i retssag, hvor en 61-årig mand fra Frederikshavn var anklaget for at have krænket deres blufærdighed gentagende gange

Mathias Hove Andersen
Retsmødet fandt sted fredag formiddag ved retten i Hjørring. Arkivfoto: Henrik Louis
Retspleje 17. december 2011 13:00

En 61-årig mand fra Frederikshavn stod fredag tiltalt for blufærdighedskrænkelse af to drenge. Krænkelserne skulle være foregået i en periode fra oktober 2008 til oktober 2009, hvor den tiltalte ved flere lejligheder var barnepige for drengene, som i dag er 14 og 16 år. Den tiltalte forklarede, at han havde kendt drengenes mor i mange år, og at han flere gange havde passet dem i sin lejlighed i Frederikshavn. Han fortalte derudover, at brødrene på skift havde overnattet ved siden af ham i hans dobbeltseng, men at han aldrig havde rørt dem. Derfor nægtede han sig skyldig, og han havde intet bud på, hvorfor han var tiltalt for blufærdighedskrænkelse. - Jeg er uforstående overfor det. Jeg ved ikke, sagde den 61-årige. Brødrenes forklaring Drengenes bistandsadvokat fik godkendt et ønske, der betød at den 61-årige skulle forlade lokalet i det tidsrum, hvor drengene afgav vidneforklaring. Den 14-årige lillebror var tydeligvis utilpas i retslokalet, hvor han udelukkende svarede i korte sætninger. Han gav udtryk for, at den tiltalte enkelte gange havde stukket hånden ned i hans bukser og berørt hans lem. Samtidig skulle den tiltalte have ført drengens hånd over på sit eget lem. Den 14-årige ønskede ikke at uddybe detaljerne. - Jeg kan ikke huske noget af det længere, sagde han. Den 16-årige storebror afgav en forklaring, der mindede om lillebroderens. Han mente, at han var blevet krænket på samme måde, men at det var sket mere end fem gange. Han forklarede desuden, at den tiltalte suverænt bestemte, hvem der skulle sove ved siden af ham, og hvem der skulle sove på en hjørnesofa i stuen. - Han valgte bare én, sagde den 16-årige. - Det passer altså ikke Den 16-årige fortalte også, at den tiltalte havde sagt, at han ikke måtte fortælle, hvad der skete i sengen. Det fremgik ikke af den 14-åriges forklaring, men begge brødre gav udtryk for, at de var bange for manden, og at de derfor ikke havde fortalt om krænkelserne. Det var ikke klart, hvornår eller hvordan drengene havde fortalt om overgrebene, men politiet fik først en skriftlig anmeldelse tilsendt fra Frederikshavn Kommune i marts 2011. Den 61-årige kunne via et højtaleranlæg lytte til drengenes forklaringer, og han fastholdt sin uskyld, da han vendte tilbage til retslokalet. - Det passer altså ikke, sagde han. Utilstrækkeligt bevis Politifuldmægtig Morten Sønderby var anklager i sagen, og han talte for en ubetinget fængselsstraf til den 61-årige. Morten Sønderby mente, at drengenes vidneforklaringer var troværdige, og at det var skærpende omstændigheder, at den 61-årige havde udnyttet sin fysiske og psykiske overmagt. Forsvarsadvokaten Erling Mortensen mente derimod ikke at brødrenes forklaringer var sikre, og han mente derfor ikke, at der var bevis for, at hans klient kunne dømmes. Det var retten enig i, og den 61-årige blev frifundet, da man ikke fandt, at der var fremført tilstrækkeligt bevis. - Det tager jeg til efterretning. Jeg respekterer afgørelsen, og nu skal statsadvokaten så afgøre, om sagen skal ankes, sagde anklageren Morten Sønderby.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...