Barnepigerne med hjemmefra

Syv nye byer i Rebild Kommune er på vej i biografen i Skørping

Margit Sig
Købmand Hanne Degn er klar til at sælge biografbilletter fra på torsdag og regner med, at Ravnkildes borgere som altid møder talstærkt op, når der sker noget. ARKIVFOTO: GRETE DAHL
Film 1. maj 2007 06:00

REBILD: De medbringer selv barnepiger, når foreningerne i Ravnkilde tager samlet i biografen i Skørping tirsdag 22. maj som et led i Kinorevuens aktuelle charmeoffensiv. Syv nye byer er nu på vej. - Det er jo et problem for mange forældre med mindre børn at komme i biografen. Men nu tager vi tre barnepiger med, som vil passe børn i et lokale ved siden af biografen. Så er forældrene jo lige i nærheden, hvis der skulle blive noget, fortæller Hanne Degn, som koordinerer arrangementet og fra på torsdag sælger billetter i købmandsbutikken i Ravnkilde. Det medrejsende barnepigekorps udgøres af Anne Meier, Mathilde Mortensen og Sarah Madsen. Og bussen fra Ravnkilde vil oven i købet også medbringe egen musikalsk underholdning i form af Karen Sørensen, 19 år, og Maria Degn, 18 år, som vil synge og spille for selskabet efter filmforestillingen. Ravnkildes foreninger har reserveret alle 99 sæder til den første aftenforestilling tirsdag 22. maj og regner bestemt ikke med at få problemer med at fylde salen op, - Det bliver først til mølle, og der har allerede været mange forespørgsler. Generelt i Ravnkilde møder man jo op, når der sker noget, så vi har rent faktisk sikret os, at vi kan hægte os på Mejlbys arrangement torsdag 24. maj, hvis der er flere end 99, der gerne vil med, siger Hanne Degn. Hun er i øvrigt selv en flittig biografgænger, mest i Skørping, og var for fem-seks år siden med til at danne en filmklub i Ravnkilde, hvor 23 kvinder følges ad i biografen gennem Biografklub Danmarks tilbud. Fridag for hele familien Det er helt op til hver enkelt by og dens foreninger, hvordan de vil bruge det aktuelle tilbud fra Kinorevuen i Skørping om at ”Hele byen skal i biografen”. I den første runde af projektet forsøgte Sønderup Borgerforening sig for eksempel med et decideret familiearrangement en søndag eftermiddag: - Vi kom jo op på 72 deltagere, 40 voksne og 30 børn, så det blev jo en kæmpesucces, siger Birthe Andersen og fortæller, at borgerforeningen allerede planlægger at gentage arrangementet næste forår. - Vejret var også med os, så børnene legede på legepladsen, Aktive Kvinder havde lavet lagkage til os, og bagefter gav borgerforeningen lasagne, som Kinorevuen havde bestilt fra Mad & Mocca lige overfor. På den måde kunne alle slappe af. Birthe Andersen og resten af borgerforeningen var imponerede over indsatsen hos de frivillige i Kinorevuen: - Vi fik en suveræn service, det var helt i top! Vi har aldrig før prøvet at lave sådan et arrangement, hvor vi tager ud af byen sammen, så vi kan næsten ikke få armene ned.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...