Barnestjerner viser tøj

Skal skaffe penge til Den Runde Pavillon

BRØNDERSLEV:Onsdag aften bliver det muligt at få et overblik over sommerens børnemode og samtidig se optræden af en række dygtige, lokale børn. Denne aften vil Den Runde Pavillon i rododendrunparken danne ramme om et børneshow for børn under 14 år og deres forældre. De fremmødte vil få lejlighed til at se en opvisning af to børnehold fra henholdsvis Brønderslev Gymnastikforening og Brønderslev Sportsdanserforening. Desuden vil børn fra Brønderslev Musikskole spille på forskellige instrumenter, og et udvalg af årets barnestjerner vil synge og danse. Tøjet til modeopvisningen leveres af Børneshoppen, Basement, Frederikke og Troldheksen, og modellerne vil være i alderen 2 til 13 år. Flere af de større børn vil kunne ses både som modeller og som optrædende. Det gælder f.eks. vinderne af Årets Barnestjerne-konkurrence: Marie Louise, Sophie Saaby Bach og Pernille Eriksen fra Søndergades skole, men der vil også være børn fra Hedegårsskolen, Skolegades skole og Toftegårdsskolen, som vil både spille, synge og vise modetøj. Blandt de yngste modeller er tre-årige Peter Kornum og fem-årige Ellen Kornum, som til daglig passes i børnehaven Midgaard. De vil blive fulgt på scenen af deres otte-årige storesøster, Sara Kornum. Konferencier bliver Anja Mathiasen fra Bog og Idé. Arrangørerne af showet er foreningen Den Runde Pavillons Venner, som har til formål at skaffe midler til renovering af den unikke pavillon i parken. Der skal betales entre, og foreningen står desuden for salg af kaffe, sodavand med mere. Billetter kan købes hos de medvirkende børnetøjsforretninger samt på Brønderslev Bibliotek.