Barnevogns-boom i Sund By

Den nye mødregruppe er så populær at lokalet er proppet

AABYBRO:Nogle fredage er det svært at finde en parkeringsplads foran Sund By- butikken. Til sin barnevogn altså. For den nye mødregruppe er blevet så populær, at lokalet er proppet, og der er trængsel ved barnevognsparkeringspladsen foran indgangen. Den ene af initiativtagerne til projektet Linda Midtgaard kigger ned i sin parallelparkerede firehjulstrækker af en babyflyder. - Det er gået over al forventning, og vi får utrolig meget positiv respons ude i byen, siger hun og fremviser stolt listen med de 17 tilmeldte navne. - Sidste gang var vi næsten i overkanten. Bliver det ved sådan her, bliver det ikke ved med at gå, men Anette Wille fra Sund By har lovet, at hun vil finde nye lokaler til os, hvis vi bliver for mange, siger hun. Indenfor er liggeunderlag spredt ud på gulvet ved siden af bordet, der er dækket med morgenbrød og tre små babyradioer, der stritter antennerne op over vareprøver på vælling og kartoffelmos. Og selv om der ikke er ret mange denne fredag, er lokalet alligevel proppet med mødresnak. - Man kan godt få kuller af at se Hortonsagaen og Ricky Lake, og man kan godt blive træt af babysnak og trænge til lidt almindelig snak, siger Anne Mette Kristoffersen fra Biersted, der mener, at der længe har manglet et tilbud af denne art i Aabybro Kommune. Birgit Larsen og Kirsten Villadsen er enige, og Birgit Larsen tilføjer, at det er en god måde som tilflytter, at lære folk at kende. Mødregruppen har modtaget 1000 kroner i støtte fra kommunen, og gruppen overvejer at bruge dem til legesager.