Barroso advarer politikere mod populisme: Tag ansvar

EU-Kommissionens formand opfordrer nationale politikere til at forsvare Europa i igangværende valgkamp.

9. maj 2014 01:04

Midt i en europæisk valgkamp med udsigt til hidtil uset fremgang for EU-skeptikere i Danmark og mange andre lande opfordrer EU's topchef nu de nationale politiske ledere til at forsvare behovet for mere union, skriver Politiken.

- Populismen blomstrer, fordi de vigtigste aktører holder sig tilbage fra at påtage sig deres del af ansvaret, når Europa skal på banen, skriver José Manuel Barroso i et debatindlæg i Politiken.

Den konservative formand for EU-Kommissionen erkender, at Europas økonomiske krise har skabt "negative efterdønninger" og spændinger, fordi der blandt andet som følge af den stigende arbejdsløshed har "bredt sig en følelse af, at situationen er uretfærdig".

Men José Manuel Barroso mener, at svaret på krisen og den voksende skepsis skal være mere union - ikke mindre.

- Enten samler Europa sig i højere grad, eller også vil Europa blive opfattet som irrelevant. Jeg mener, at vi skal videreudvikle vores politiske union, skriver portugiseren.

Det vil ifølge José Manuel Barroso kræve, at nationale politikere og ledere viser "en ny grad af politisk modenhed" og "lever op til deres engagement" i det europæiske projekt.

- Den fortsatte reformproces kræver, at de nationale ledere ikke blot spiller en national rolle, men at de også anerkender deres europæiske rolle, skriver han og påpeger, at det kommende valg til EU-Parlamentet er "en afgørende lejlighed til at forsvare det, vi har opnået" i Europa.

Han advarer om, at visionen om et samlet Europa kun kan bevare sin energi og tiltrækningskraft, hvis de "nationale politikere udviser et klart ejerskab til det europæiske projekt og ikke behandler Europa som en udefrakommende forstyrrelse".

EU-chefens opsang får en kølig modtagelse af de danske politikere, der fra højre til venstre mener, at Barroso efter snart 10 år på posten har mistet taget i de europæiske vælgeres virkelighed.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...