Barsk brasiliansk film i Lønstrup

LØNSTRUP:Sidste film i Lønstrup Cafe-Bios program for januar-februar er den brasilianske ”City of God” fra 2002. Den handler om de tre drenge Ze Pequeno, Bene og Buscape, der vokser op i 1960’ernes ultrafattige og voldelige Rio-bydel Cidade de Deus. Ze Pequeno og Bene prøver på at kæmpe sig ud af fattigdommen gennem bydelens hårde bander, mens Buscape går den mere menneskelige vej og prøver at klare sig som fotograf. Filmen, der er instrueret af Kátia Lund, har vundet priser verden over. ”City of God” spiller både torsdag aften 26. februar og igen på søndag aften 29. februar. Man kan læse mere på biografens hjemmeside på internettet på adressen www.lonstrupcafe-bio.dk. -sand