EMNER

Barsk flugt fra kommunismen

Med sult, tørst og død som medpassager

AALBORG:Da Linh Dam i 1979 hører, at familien vil flygte med båd fra Vietnam, hre hun intet begreb om, hvad der venter forude. - Jeg troede i mit ungdommelige overmod, at når vi havde sejlet i en uge, ville alt blive, som før 1975, hvor jeg bare skulle sørge for flotte resultater i skolen. Jeg tænkte ikke på, at jeg skulle lære en ny kultur at kende. Da flugten tager sin begyndelse bliver det i en lille båd, hvor over 300 mennesker stuves sammen i flere dæk. Linh Dam er heldig ikke, som de fleste, at blive søsyg på rejsens første dag. Det giver hende mulighed for at komme op på et højere dæk, hvor overlevelsesmulighederne er større. Hun tager sin seksårige lillebror med. Resten af familien er for søsyg til at følge hende. Turen er dårlig planlagt. Der er masser af ris, men ingen vand til at koge den i, så alle både sulter og tørster. I bunden af båden rådner den medbragte frugt, der må smides overbord efter to dage. I tilgift går bådens motor i stykker, så skibet må drive for vejr og vind. Dør af tørst - To eller tre ældre mennesker døde af tørst. De blev pakket ind i ris - for at tynge dem ned - og så smidt ombord, husker Linh Dam. Efter ni frygtelige dage møder de et russisk skib, der godt vil trække dem i land. Men kun tilbage til Vietnam. Her får familien arrangeret en ny flugt. Denne gang med et mere stabilt skib. Undervejs forsøger et piratskib at indhente dem, men de undslipper. Efter en lille uges tid når de denne gang frem til Indonesien. Her bor de i 10 dage på en strand, hvor de må købe mad og vand til skyhøje priser. Så ankommer en international hjælpeorganisation, og de bliver anbragt i en flygtningelejr med primitive hytter uden køkken, vand eller toilet. Fraråder Danmark Efter tre måneder får fem familier at vide, at Danmark godt vil tage imod dem. Der iblandt Linh Dams familie. Tre familier takker nej. - Alle ville til USA, Canada eller Australien, som vi kendte, fortæller Linh Dam. En veninde fraråder hende at tage til Danmark. For det ligger lige i nærheden af Irland, og der er der krig! - Men jeg orkede ikke at være i lejren mere. Jeg kunne sagtens leve uden ris og kød, men at skulle gå flere kilometer til en skov for at tisse og aldrig kunne få et bad.... Jeg var parat til at tage afsted alene. Men min far sagde, at så tog hele familien til Danmark. Og det gjorde vi.