Litteratur

Barsk kapløb

"Dødsspillet" Suzanne Collins: "Løbeild"

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

I LØBEILD er der for alvor lagt op til oprør mod den kyniske statsmagt i Capitol.

”Jeg gør et kort ophold og tæller skuddene. Et... to... tre... og lige indtil de stopper ved elleve. I alt elleve døde. Tretten spillere tilbage. Jeg skraber lidt på det tørrede blod, som drengen fra Distrikt 9 hostede ud over mig. Han er i hvert fald død”. Og: ”Minerne eksploderede ved det mindste pres. Der var et år, hvor en pige tabte en amulet, en lille træbold, mens hun stod og ventede på sin skive, og de blev bogstaveligt talt nødt til at skrabe hende op bagefter”. Det kan godt være, at ”Dødsspillet” og ”Løbeild” handler om børn - men historierne er bestemt ikke for børn. Ikke mindre børn, i hvert fald. For selve dødsspillet er den mest barske og blodige og kyniske form for ”alle mod alle”, hvor 24 børn - én pige og én dreng fra hvert af de 12 distriktet i staten Penam - kæmper mod hinanden og imod alle mulige fælder og farer, så kun én bliver tilbage ved at holde sig i live. Dødsspillet skal minde befolkningen om ”De mørke dage”, da de 12 distrikter modsatte sig statsmagten i hovedstaden Capitol med præsident Snow i spidsen. Dengang blev samtlige 12 distrikter nedkæmpet og det 13. udslettet - og Dødsspillet er den årlige påmindelse om, at ”De mørke dage” aldrig må gentage sig. I sin beskrivelse af et iskoldt samfund, hvor folk konsekvent bliver holdt nede i sult og nød, ikke mindst af nævenyttige vagter, der til overflod bliver kaldt Fredsvogtere, har ”Dødsspillet” og ”Løbeild” en del til fælles med ikke bare George Orwells ”1984”, men også andre dystopier. Her lader alt håb ude, hvis det altså ikke lige var for hovedpersonen, den 16-årige Kattua Everdeen, som melder sig frivilligt til Dødsspillet for at skåne sin lillesøster - og som ender med at konkurrere mod en dreng fra samme distrikt, Peeta, som har et godt øje til hende. Såvel ”Dødsspillet” som ”Løbeild” har et tjept, lindt flydende sprog og en aldeles usentimental tone, som gør, at man stryger lige igennem dem, takket være en forrygende beskrivelse af et mageløst diktatur, af sammenhold og af en sej pige, der går op imod Capitol. Man sluger alle uhyrligheder, ligesom man i sin tid slugte dem i eksempelvis Richard Bachmans (egentlig Stephen Kings) ”Den løbende mand”, hvor dét at vinde kostede alle andre i et kapløb livet. Man kan læse bøgerne som man vil. Som kontant, ofte ret sammenbidt underholdnings-spænding (for mange andre end Kattuas jævnaldrende) - eller som en barsk samfundsbeskrivelse. Medrivende er romanerne. Også derfor føler man sig snydt af den meget bratte afslutning på et særligt spændende sted i ”Løbeild”. Hvad ligner det også at nøjes med at udgive de to første bind i en trilogi?! Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Suzanne Collins: ”Dødsspillet” og ”Løbeild” Begge 396 sider, 250 kroner Gyldendal