Barsk og betagende

MARTIN HALL skriver (29.8.): "En vendelbosk familie havde via min hjemmeside beklaget sig over, at jeg i tv havde omtalt Hjørring som en fiskerby. Hey, det var en metafor!"

MARTIN HALL skriver (29.8.): "En vendelbosk familie havde via min hjemmeside beklaget sig over, at jeg i tv havde omtalt Hjørring som en fiskerby. Hey, det var en metafor!"

BOG Martin Hall: "Vægtløs mand under truende sky" # # # # # ¤ "Min specialitet? En vulgær, endeløs tristesse. Mit oftest forekommende ansigtsudtryk? Som hos en pige, der netop er kommet styrtende ud af et værelse, forpustet og ophidset, som havde hun sekundet inden revet sig løs af et par påtrængende hænder. Mit blik? På én gang tomt og smerteligt. Min stil? Kys som bilsammenstød, sex som drabsforsøg. Min natur? En luftig, hvid kokosmel drysset over lyserøde skumfiduser". Selvhøjtidelighed - eller i hvert fald en meget høj grad af selvbevidsthed - går hånd i hånd med en nærmest kronisk afvæbnende form for humor hele vejen tværs gennem "Vægtløs mand under truende sky". Det viser sig at dække over en stribe dagbogsoptegnelser, som det kringlede multitalent Martin Hall har gjort sig fra den dag i maj, da han bliver spurgt, om han vil være dommer i DR-satsningen "Talent 2008", og frem til vinderen er fundet i oktober. Som så mange kunstnere er Hall (over)følsom over for omgivelsernes reaktioner, især på at en udpræget ikke-folkelig, selverklæret avantgardekunstner (selv om han ikke selv har brugt betegnelsen siden 1982) indgår i noget så bredt folkeligt som "Talent 2008". Og jo, han er i dén grad opmærksom på modsætningen. Og på, at han måske i virkeligheden slet ikke passer ind. Ifølge hans egne optegnelser går der en gysen gennem tv-studiet, da han som første svar på spørgsmålet om, hvad der indtil videre har været det mest spændende, lader forstår, at "det var ikke så lidt af en bedrift at slippe af sted med en omgang så gennemført pervers porno-tv, som "Talent 2008" også er"... Men Hall ender som bekendt med at holde ud. Og nyde det. Også selv om det i de mest stressede situationer kræver en nervepille eller to for at få den værste angst på afstand. Undervejs gør han sig mange knivskarpe, tankevækkende og morbidt-morsomme iagttagelser, båret af en meget præcist sanset sprog, ikke mindst i forhold til, hvordan kulørte formiddagsaviser og ugeblade tumler og tackler ham. Og hvad de griber til, når han ikke ønsker at lade sig interviewe af dem. Mange steder har optegnelserne en ret særegen knastør form for humor. Og ind imellem barske optegnelser. Om en af de to unge, mandlige værter i programmer hedder det lige ud, at "bag det bløde marshmellow-ansigt er fyren iskold. Han skal nok blive til noget". På sin helt egen, sært bagvendte facon tegner "Vægtløs mand..." et selvportræt af en kunstnerisk undviger, der nægter at lade sig nagle fast med fuldt færdige betegnelser og forestillinger. Som gerne koketterer med at være noget af en dandy, som han kan finde på at ligge på sofaen i silkekimono og med hårnet - men også andet og meget mere. Herunder en person, der insisterer på at være noget af det mest private, man næsten kan forestille sig. Indtil det pludselig pibler frem på side 186 med et skarpt erindringsglimt om at ligge på sygehus efter et selvmordsforsøg og få besøg af sin mor, som tydeligvis har drukket, og som efter et stykke tid spørger: "Mathias, har jeg været en dårlig mor?" "Mit navn er Martin, ma-ma". Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Martin Hall: "Vægtløs mand under truende sky. Et socialt eksperiment i varietéteatrets skygge". 274 sider, 199,95 kr. Lindhardt og Ringhof